1. etape | Irun > Arrate. Eibar | 20. oktober
Chris Anker Sørensen leverer analyse og tilføjer sine favoritter til etapesejren dag for dag.
Favoritter
***** Michael Woods
**** Enric Mas
*** Primoz Roglic, Richard Carapaz
** Aleksandr Vlasov, Guillaume Martin, Esteban Chaves
* Felix Großschartner, Daniel Martin, Daniel Felipe Martinez
Det første jeg tænkte, da jeg så etapen
Hold nu op - så er vi i gang! De tunge drenge kan komme til at blæse balloner op i dag.
Nøglepunkt
Den afsluttende stigning Alto de Arrate, som er en stejl sag. Hvis du har haft en lidt for rolig uge op til, kan du komme til at betale prisen op ad denne.
Ruten
Hvor Tour de France startede med en kuperet sprinteretape, og Giroen startede med en enkeltstart, der gik nedad store dele af vejen, starter Vueltaen med en etape, hvor klassementsfolkene får en første mulighed for at krydse klinger.
De af feltets ryttere, der er vant til at køre Baskerlandet Rundt, er i kendt terræn. De sidste mange år har kongeetapen i løbet haft målstreg samme sted som første etape af Vueltaen. Arrate-stigningen er fem km lang og stiger med 8,8 procent i snit. Fra toppen er der 2,5 km til målstregen, først fladt, og siden går det svagt nedad. Du kommer så hurtigt igennem opløbssvinget og har så kort til mål, at det er meget svært ikke at vinde, hvis du kommer først igennem det.
I starten af Vueltaen i 2012 var der også afslutning samme sted, hvor Joaquin Rodriguez, Alejandro Valverde, Chris Froome og Alberto Contador skulle spurte om sejren. De havde slået et lille hul på seks sekunder til en gruppe, hvor resten af de store favoritter sad.
De små forskelle blandt favoritterne kan meget vel igen i år blive tilfældet. Det er først på sidste stigning, angrebene bliver sat ind, og dermed er der ikke muligheder for virkelig at tage meget tid. Omvendt kan man hente meget selvtillid ved at vinde første stik af mange i forhold til konkurrenterne. En rytter som Enric Mas har jo gode minder netop herfra. Han vandt her i Baskerlandet tilbage i 2018, så han kunne godt være en kandidat til at ville angribe de andre netop i dag.
Det er altid svært på 1. etape at vide hvem der vil tage kontrol. Hvem tror fuldt og fast på, de kan vinde etapen? Det kan være et par hold, det kan også være nul. Så udbryderne har altså en udmærket chance for at holde hjem en dag som i dag, og dermed er der mulighed for, at en udbryder høster dobbelt jackpot med både etapesejr og den røde førertrøje.