Vuelta a España

Vejret gjorde det "decideret farligt og uforudsigeligt", siger Mørkøv

Den danske Deceuninck - Quick-Step-rytter Michael Mørkøv var ikke tryg ved efterårets kastevinde i Vueltaens premiereetape.

Sommerens solskin og varme var byttet ud med efterårets vind og kulde, da rytterne tirsdag cyklede benene i gang på 1. etape i Vuelta a España.

I cykelsporten taler man ofte om, at sidevind kan have enorm betydning for rytternes kørsel undervejs. Men på tirsdagens etape var det i stedet en række kraftige kastevinde, som drillede.

Det fortalte den danske Deceuninck - Quick-Step-rytter Michael Mørkøv til TV 2 SPORT efter etapen.

- Sidevinden havde ikke indflydelse på løbet som sådan. Det var egentlig mere kastevindene, der gjorde det decideret farligt og uforudsigeligt, fordi de kom fra højre og venstre, sagde han.

I løbet af den 173 kilometer kuperede og regnfulde etape fra Irun til Arrate var der flere ryttere, som tog jakken af og på, mens de forsøgte at holde balancen på de to hjul.

Men Mørkøv skulle ikke risikere at blive nedlagt af vinden uden at have sine hænder solidt plantet på styret.

- Personligt stoppede jeg op for at tage min regnjakke på. Det er alt for farligt ikke at have kontrol over sit styr, hvis der pludselig er en kastevind, som tager forhjulet, lød det.

Efteråret har ikke kun ført regn og vind med sig. På vejene i Baskerlandet flyder det med visne blade. Et syn, der normalt ikke præger Vueltaen, men grundet årstiden er det ganske naturligt.

- Det er virkelig en ekstra faktor med de blade her. Normalt kan du mærke på vejen, om det er tørt eller vådt, men når der ligger blade, så bliver man hurtigt i tvivl. Kører du over fire blade, så ligger du pludselig i asfalten, lød det fra TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen i kommenteringen.

De faldne blade var over det hele på ruten.

Kører stadig for holdets sprinter

I Tour de France havde Michael Mørkøv én klar opgave: At være der for holdets irske sprinter, Sam Bennett. Noget danskeren primært skal gøre igen under Vueltaen.

Og selvom han på tirsdagens etape følte sig godt kørende, var den bakkede rute ikke et terræn for Sam Bennett.

- Vi venter til 4. etape. Den er god for ham, sagde Mørkøv.

Den slovenske stjerne Primoz Roglic vandt 1. etape, og onsdag venter der endnu en kuperet etape for rytterne i Vuelta a España, hvor de skal tilbagelægge godt 152 kilometer.