6. etape | Biescas > Aramón Formigal | 25. oktober

16x9
Ændret 6. etape, Vuelta a España 2020. Foto: TV 2 SPORT

Chris Anker Sørensen leverer analyse og tilføjer sine favoritter til etapesejren dag for dag.

Favoritter

***** Primoz Roglic

**** Enric Mas, Richard Charapaz

*** Esteban Chaves, Daniel Martin

** Sepp Kuss, Hugh Carthy

* Davide Formolo, David Gaudu, Wout Poels, Alexander Vlasov

Det første, jeg tænkte, da jeg så etapen, var...

...når vi nu er ude i en plan B, kunne det være langt mindre tiltalende.

Nøglepunkt

Selvom Sallent de Gallego Aramin Formigal ikke er lige så hård som Tourmalet, er den rigtig lang, og det er her slaget skal slås.

Den afsluttende stigning på 6. etape.
Den afsluttende stigning på 6. etape. Foto: TV 2 SPORT

Ruten

Grundet øget coronarestriktioner i Frankrig har arrangørerne været nødsaget til at sløjfe den planlagte etape med mål i Frankrig på Tourmalet. Dermed er vi her ude i en plan B. Hvor det gik opad direkte ud ad skolegården i den oprindeligt planlagte sjette etape, er de første 63 kilometer relativt overkommelige på dagens etape. Herefter kører de op ad stigningen Alto de Petraalba dog fra den modsatte side i forhold til i går. Den sidste kilometer op imod toppen er stejl, ellers er den ret regulær.

Næste udfordring er Puerto de Cotefablo, som ikke er voldsomt stejl, men dog forholdsvis lang med sine 13 kilometer. Efter en lidt længere nedkørsel går det mere eller mindre opad de sidste 27 kilometer. Jeg kørte selv en fuldstændig identisk finale på 16. etape i 2013. Selvom bjerget ikke er voldsomt stejl, så er det alligevel udmarvende at køre opad i så lang tid.

Stigningen er også meget åben for vind, hvis der er modvind, og så har du virkelig stor fordel af at sidde på hjul. De sidste tre kilometer af den er relativt hårde, og det var der, de helt store splittelser begyndte at ske tilbage i 2013. Der kan selvfølgelig være kommet ny asfalt siden dengang, men jeg husker den som værende decideret irriterende med dårlig asfalt, der gjorde cyklen tung at danse med.

I 2016 var hele etapen stort set identisk med den, de skal køre i dag, og der tog Contador fusen på Chris Frome og Sky og angreb med 112 kilometer til mål. Etapen udviklede sig til et veritabel forfølgelsesløb, hvor Quintana blev den helt store vinder og Froome en af mange tabere.

Så selvom den nye udgave af 6. etape rent profilmæssigt ikke kan leve op til den oprindelige, og den nye finalestigning slet ikke når Tourmalet til sokkeholderne, så kan den indbyde til, at man tænker alternativt, som Alberto Contador gjorde i 2016.

Hånden på hjertet havde jeg dog foretrukket den oprindelige rute, men alternativet er bestemt ikke at foragte. Det skal nok blive et godt cykelløb alligevel.