- Det var ikke meningen, siger Valgren efter stort bjergresultat
Selvom Vueltaens 6. etape var et hårdt bjergslag, blev den danske NTT-rytter nummer fem efter en lang dag i udbrud.
Michael Valgren har flere gange vist prøver på sin verdensklasse.
Danskerens største resultater har dog aldrig været i bjergene, hvorfor intet tydede på, at Valgren skulle forsøge noget på den hårde 6. etape af Vuelta a España.
Ikke desto mindre endte NTT-danskeren i et stort udbrud sammen med 22 andre ryttere.
- Det var en virkelig hård dag. Det var ikke rigtig meningen, at jeg skulle i udbrud. Men da vi kunne se, vi ikke havde nogen med blandt de første 20, blev jeg nødt til at køre op. Og så fik jeg fine ben.
- Til sidst handlede det bare om at køre all-out. Det var sgu hårdt til sidst, siger Valgren i en video til TV 2 SPORT efter etapen.
Det store udbrud mistede efterhånden på etapen flere og flere ryttere.
Og med navne som Guillaume Martin, Ion og Gorka Izagirre, Michael Woods, Rui Costa og Sergio Henao lignede det en umulig mission, at Valgren skulle vinde op ad en kategori 1-stigning.
Det lykkedes dog heller ikke danskeren at vinde, men han sad med blandt de allerbedste.
Til sidst talte frontgruppen kun Ion Izagirre, Michael Woods, Rui Costa, Rob Power, Michael Valgren, Guillaume Martin og Mattia Cattaneo.
Ion Izagirre kørte væk med tre kilometer igen. Ingen kunne svare igen, men Valgren formåede at køre med de stærke klatrere i mål og spurte sig til en femteplads.