Cykling

- En vild udvikling, siger Chris Anker inden historisk Giro-afslutning

Mindre end ét sekund skiller de førende ryttere Tao Geoghegan Hart og Jai Hindley, inden Giro d'Italia afgøres i dag.

For tre uger siden var der nok ikke mange, som troede, at vinderen af Giro d'Italia ville hedde enten Tao Geoghegan Hart eller Jai Hindley.

Det er der dog meget, der tyder på inden sidste etape søndag, hvor der venter rytterne en enkeltstart på 15,7 kilometer.

Her kører Jai Hindley i den lyserøde førertrøje, men fører kun med 0,86 sekund foran Tao Geoghegan Hart. Til gengæld har de 1 minut og 32 sekunder til Wilco Kelderman på tredjepladsen.

De to ryttere kom ellers begge til det prestigefulde etapeløb som hjælperyttere, men er altså nu favoritter til at tage den endelige sejr. Noget, der også overrasker TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen.

- Det er to ryttere, man har hørt om, men det er en vild udvikling. De har jo først fået lov til at køre deres egen chance i løbet af Giroen. Tao Geoghegan Hart fik lov, efter Geraint Thomas styrtede på tredje etape, mens Jai Hindley fik chancen, da han på 18. etape var stærkere end sin kaptajn Kelderman.

- Det kendetegner måske moderne cykelsport, at hjælperytteren nogle gange viser sig stærkere end kaptajnen. Det har vi set flere gange i de seneste år. Lige nu ser det for eksempel også ud til i Vueltaen, at Sepp Kuss måske er stærkere end hans kaptajn Primoz Roglic, lyder det fra Chris Ankers Sørensen.

Det er blot fjerde gang, 25-årige Tao Geoghegan Hart stiller til start i en Grand Tour, mens Jai Hindley er i gang med sin tredje.

Peger på svag favorit

Det er tredje gang i årets Giro d'Italia, at rytterne skal køre enkeltstart. Mens Jai Hindley var 49 sekunder bedre end Tao Geoghegan Hart, var sidstnævnte 1 minut og 15 sekunder hurtigere end australieren på den anden.

Det er jo vildt og historisk

Chris Anker Sørensen

Ifølge Chris Anker Sørensen kan der blive tæt løb imellem de to. Han peger på, at man kan sammenligne dagens enkeltstart med den 10,1 kilometer lange enkeltstart i Tirreno-Adriatico, der også bød på en flad rute.

- På Tirreno-Adriaticos enkeltstart var Tao Geoghegan Hart seks sekunder hurtigere end Jai Hindley. Normalt ville jeg sige, at Tao Geoghegan Hart ville vinde den. Men der er selvfølgelig også andre faktorer, der spiller ind, for eksempel magien i at køre i førertrøjen og hvor mange kræfter de har tilbage efter tre ugers cykelløb.

Også Tao Geoghegan Hart er spændt på enkeltstarten, der kommer til at afgøre Giro d'Italia.

- Det er cykelløb. Alt kan ske, især efter 20 dage med cykelløb under hårde betingelser. Vi får at se, hvordan det går - jeg vil gøre mit bedste, og jeg kan ikke ændre noget udover det, siger briten til Team INEOS' hjemmeside.

Aldrig set før

Det er første gang i Grand Tour-historien, at mindre end ét sekund skiller nummer et og to i klassementet.

Begge ryttere står noteret for tiden 85 timer, 22 minutter og 7 sekunder - men Jai Hindley har brugt 86 hundrededele mindre på at tilbagelægge de 20 etaper og er derfor i førertrøjen.

- Det er jo vildt og historisk. Det er ikke sket før i en Grand Tour. De har kørt så mange kilometer og har slået hinanden frem og tilbage, siger Chris Anker Sørensen og tilføjer:

- Der er så meget, der skulle gå op i en højere enhed. Der har været andre tætte afslutninger før, men her står vi jo i en situation, hvor ét sekund på den sidste enkeltstart kan afgøre det.

I andre Grand Tours har der tidligere været tætte afslutninger. Det var blandt andet tilfældet i Tour de France i 1989, hvor Greg Lemond vandt med blot otte sekunder foran Laurent Fignon.