Giro d'Italia

I dag slås hjælperyttere om Giro-sejren - 0,86 sekund skiller dem

Tao Geoghegan Hart og Jai Hindley skal søndag køre den vigtigste enkeltstart i deres karriere. Den kommer nemlig til at afgøre Giro d'Italia.

85 timer, 22 minutter og 7 sekunder.

Det er den tid, både Tao Geoghegan Hart og Jai Hindley står noteret for efter 20 etaper i Giro d'Italia, hvor de er nummer et og to i klassementet.

Begge ryttere var ellers oprindeligt med som hjælperyttere: Tao Geoghegan Hart skulle beskytte Geraint Thomas, mens Jai Hindley så sent som fredag svor sin kaptajn Wilco Kelderman troskab.

Men nu er de to duellanter altså klar til at kæmpe om Giro-sejren på den afgørende enkeltstart søndag. Her er det Team Sunwebs Jai Hindley, der kan iføre sig den lyserøde førertrøje og altså skal forsøge at forsvare føringen, der lige nu er på 0,86 sekund.

- Du ved aldrig, hvordan dine ben føles, når du vågner op næste morgen. Det er det smukke ved Giro d'Italia. Men jeg vil personligt kæmpe til døden i den enkeltstart for at forsøge at beholde trøjen, siger Jai Hindley ifølge Cyclingnews.

- Jeg synes, han (Tao Geoghegan Hart, red.) har vist, at han er dygtig til at køre enkeltstart, men det er også den sidste dag i et løb på tre uger, og man ved aldrig, hvad der sker.

Også 25-årige Tao Geoghehan Hart er spændt på den afsluttende enkeltstart, der køres i Milano og måler 15,7 kilometer.

- Det er cykelløb. Alt kan ske, især efter 20 dage med cykelløb under hårde betingelser. Vi får at se, hvordan det går - jeg vil gøre mit bedste, og jeg kan ikke ændre noget udover det, siger briten til Team INEOS' hjemmeside.

Det er første gang nogensinde, at nummer et og to i en Grand Tour har samme tid i klassementet inden sidste etape.

  • Alder

    25

    24

  • Vægt

    65 kilo

    60 kilo

  • Højde

    183 centimeter

    175 centimeter

  • Professionelle sejre

    4
    6
  • Antal Grand Tours

    4
    3
  • Etapesejre i Grand Tours

    2
    1
  • Antal klassikere

    6
    3

Kilde: Pro Cycling Stats

Tredje enkeltstart i årets Giro

Rytterne skal altså ud på enkeltstartscyklen på sidste etape af det italienske etapeløb, og det er tredje gang i årets Giro d'Italia, at de får brug for den cykel.

Første etape var nemlig også en enkeltstart, og her var Jai Hindley 49 sekunder bedre end Tao Geoghegan Hart.

Til gengæld var Tao Geoghegan Hart 1 minut og 15 sekunder bedre end australieren, da de på 14. etape igen prøvede kræfter med disciplinen.

De to ryttere har igennem løbet holdt sig til i klassementet, og lørdag kørte de fra de andre favoritter. Den bjergrige etape skulle afgøres imellem de to, og her tog Tao Geoghegan Hart sejren, mens Jai Hindley kørte sig i den lyserøde førertrøje.

- Jeg prøvede at ryste ham (Tao Geoghegan Hart, red.) af på den sidste stigning, men uheldigvis kunne jeg ikke komme af med ham. Cadeau til ham for den måde, han kører. Han er faktisk en af mine ret gode venner, så det er cool at køre ved siden af ham og kæmpe for den lyserøde trøje, siger Jai Hindley til Cyclingnews.

Dagens enkeltstart byder ikke på stigninger, men derimod en flad rute på 15,7 kilometer. Derved minder den en smule om den enkeltstart, som begge ryttere kørte i Tirreno-Adriatico. Her var ruten 10,1 kilometer - og forskellen på de to rytteres tid var seks sekunder i Tao Geoghegan Harts favør.

Foruden den lyserøde førertrøje kæmper de to ryttere også om løbets ungdomstrøje.

Klassementet inden 21. etape

  1. Jai Hindley 85:22:07
  2. Tao Geoghegan Hart +0:00.86
  3. Wilco Kelderman +1:32
  4. Pello Bilbao +2:51
  5. João Almeida +3:14
  6. Jakob Fuglsang +6:32
  7. Vincenzo Nibali +7:46
  8. Patrick Konrad +8:05
  9. Fausto Masnada +9:24
  10. Hermann Pernsteiner +10:08