Vuelta a España

Roglic i krise på bjergetape - Valgren nummer fem

Richard Carapaz er ny mand i Vueltaens førertrøje efter en begivenhedsrig 6. etape, hvor Michael Valgren sad i udbrud hele dagen.

Hvad skete der?

Det er det store spørgsmål efter Vueltaens 6. etape. For til TV 2 SPORTs cykeleksperter Rolf Sørensen og Chris Anker Sørensens store overraskelse var den røde førertrøje, Primoz Roglic, pludselig væk fra favoritgruppen på nedkørslen inden bjergetapens sidste stigning.

Sloveneren endte med at miste trøjen og tabe 43 sekunder til blandt andre Richard Carapaz, som nu fører løbet.

Michael Valgren leverede et topresultat efter at have været i udbrud hele dagen. NTT-danskeren blev nummer fem. Hans udbryderkollega Ion Izagirre vandt etapen foran henholdsvis Michael Woods og Rui Costa.

Også Magnus Cort gik med i udbrud. Her prøvede han at hjælpe sin EF Pro Cycling-kollega Michael Woods til sejr.

Hele dagen var præget af regnvejr og kulde.

Oprindeligt skulle etapen være sluttet på toppen af det legendariske Tour de France-bjerg Col du Tourmalet, men den plan blev ændret tidligere på ugen på grund af franske coronarestriktioner.

Derfor blev Vueltaen på den spanske side af grænsen.

Allerede inden lørdagens etape havde Valgren proklameret, at han lurede på muligheden for at gå med i et udbrud.

Den gode nyhed for ham og landsmanden Magnus Cort var, at de begge ramte den 22 mand store gruppe, der slap løs. Den dårlige var, at klatrestærke folk som Woods og vinderen Izagirre var også med.

Tættest på førertrøjen blandt udbryderne var Gorka Izagirre, Ions bror, og han så sit snit til at få et forspring før dagens sidste stigning med et angreb på en nedkørsel 26 kilometer fra mål.

Af samme årsag tog han hul på finalestigningen, Sallent de Gallego Aramin Formigal, på egen hånd.

Her havde han cirka 15 sekunder ned til danskergruppen, men spanieren holdt dem stangen, til der manglede 6,5 kilometer af den 146 kilometer lange etape.

Her blev han opslugt af en lille gruppe, hvor Valgren sad. Danskeren kæmpede for at hænge på, mens Ion Izagirre angreb og satte sine medudbrydere med tre kilometer til mål.

Et par minutter bagved opdagede Roglics konkurrenter, at han havde det svært på den regnvåde bjergvej, og han tabte mere end et halvt minut til ryttere som Richard Carapaz og Marc Soler.

Roglic er nu 30 sekunder efter Carapaz og indtager fjerdepladsen.