Giro d'Italia

- Han kan vinde Tour de France, siger ekspert om Giro-vinder

I kølvandet på Tao Geoghegan Harts sensationelle Giro-sejr peger eksperter på, at han kan vinde flere Grand Tours i fremtiden.

På et podium i Milano stod en ydmyg brite søndag med et gyldent trofæ, der næsten var af samme størrelse som hans torso.

Smilet var så stort, at selv hvis man tog trofæet fra ham, ville det ikke forsvinde. For han havde netop vundet et af verdens største cykelløb - Giro d'Italia. I hans bare fjerde Grand Tour-deltagelse i karrieren.

Han vaklede ikke, og han så ikke nervøs ud. Han var ekstremt fokuseret, afslappet og selvsikker

Bradley Wiggins om Tao Geoghegan Harts Giro-sejr

Og som ophavsnationen til James Bond-franchisen ville formulere det, så er navnet Hart - Tao Geoghegan Hart.

En 25-årig INEOS-rytter, der, i fraværet af superstjernen Geraint Thomas trådte ud af rollen som hjælperrytter for selv at stryge hele vejen til toppen.

Nu peger flere på, at den unge rytter også har forudsætningerne for at gøre det i Tour de France.

- Der er flere eksempler på de her unge ryttere, som vælter frem fra højre og venstre. Men ham her - det er en mand, som kan vinde Tour de France om nogle år, konkluderer TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen.

Skal bruge sejren som springbræt til Touren

Den tidligere Team Sky-rytter Bradley Wiggins mener også, han kan gøre sig gældende i verdens største cykelløb, selvom løbssejren ikke ændrer ved hans støtterolle for holdets allerstørste stjerner.

- Jeg håber, han bruger det her som et springbræt og får muligheden for at gøre det i Tour de France, så vi kan tale om ham i de næste ti år.

- Han er glad for at være hjælperytter, og han skal køre for Geraint Thomas, Adam Yates (fra næste sæson, red.) og Egan Bernal. Men han er en værdig vinder, og han er alt, hvad det her land har brug for, lyder det fra Bradley Wiggins ifølge Eurosport.

Hart skulle ikke engang have kørt klassement i årets Giro, men da INEOS-kaptajnen, Geraint Thomas, udgik tidligt i løbet på grund af et styrt, valgte holdet at sadle om. Og det viste sig at være en god idé, da han sammen med Chris Froome nu er den anden brite i historien til at vinde cykelløbet.

Jeg vil vågne hver dag og se frem til at køre på min cykel, elske mit liv og være taknemmelig

Tao Geoghegan Hart, INEOS-rytter

Ydmyg, ung og dedikeret

Bradley Wiggins fremhæver, at Harts helt store styrke er hans ydmyge tilgang til cyklingen. Det er blandt andet det, der har ført ham hele vejen til tops i Giroen og vil gøre ham til en stabil klassementsrytter i fremtiden.

- Han vaklede ikke, og han så ikke nervøs ud. Han var ekstremt fokuseret, afslappet og selvsikker i det job, han skulle udføre. Han er ikke en type, der vil acceptere et nederlag, men han er heller ikke arrogant omkring det, fortæller han.

En pointe man kan læse ind i den reaktion, Hart leverede lige efter løbssejren.

- Jeg vil vågne hver dag og se frem til at køre på min cykel, elske mit liv og være taknemmelig over privilegiet, at jeg kan være i den her position på det her hold i de her løb, lød det fra rytteren.

Højre hånd kom i vejret oven på den sensationelle sejr.

Sejren har uden tvivl stor betydning for INEOS, der i Tour de France ikke kunne leve op til Egan Bernals triumf i 2019.

Til gengæld har de vist klassen i Giro d'Italia, hvor de blandt andet har taget syv etapesejre, selvom de har vinket farvel til store stjerner undervejs.