Cykling

Ungdomsoprøret fortsatte, mens Fuglsang skuffede

Tao Geoghegan Hart vinder årets Giro. Luca Zennaro / Ritzau Scanpix

Ungdomsoprøret i cykelsporten er langt fra slut.

Både sidste år og i år har vi set unge vindere af Tour de France i form af dengang 22-årige Egan Bernal og 21-årige Tadej Pogacar.

Og tendensen med de unges dominans er fortsat i årets Giro d'Italia, hvor portugisiske Joan Almeida (22 år), britiske Tao Geoghegan Hart (25 år) og australske Jai Hindley (24 år) har været nogle af de mest dominerende skikkelser.

Fælles for alle tre var, at de egentlig oprindeligt var tiltænkt hjælperoller i løbet.

Almeida skulle have hjulpet Remco Evenepoel, men da han styrtede udover en bro i Lombardiet rundt og brækkede hoften, kørte Deceuninck - Quick Step-holdet med et fladt hierarki, og Joan Almeida viste, at hans talent kan række rigtig langt.

For de andres vedkommende ændrede rollerne sig i løbet af Giroen. For Tao Geoghegan Hart skete det allerede på 2. etape, da hans kaptajn Geraint Thomas styrtede og udgik. For Jai Hindleys vedkommende var han groft sagt hjælperytter indtil 18. etape, hvor han på Stelvio viste sig som en stærkere mand end sin Kaptajn Wilco Keldermann

Det understreger jo bare nok engang, at forskellen på kaptajnerne og superhjælperne ikke er særligt stor. Det er jo også derfor, et stærkt hold kan kontrollere et løb, som vi har set med Team Sky/INEOS de sidste mange år, og som vi så med Jumbo-Visma i Tour de France. Når en rytter, der stort set er lige så god som dig selv, sidder og fører, hvad han kan, ja så er det altså svært at angribe.

Cykling anno 2020 er anderledes

Den brede top gør dog også, at cykelløbene bliver mere uforudsigelige.

Hvis der er nogen derude, der har ramt top-3 i årets Giro på forhånd, må de have synske evner, for den havde jeg altså ikke set komme. Keldermann på podiet måske, men ikke de to andre.

Fuglsang er en af de bedste danske ryttere nogensinde

Chris Anker Sørensen

Dengang jeg var professionel, var der et naturligt hierarki, hvor man først skulle tjene lidt som hjælperytter og derefter kunne komme ind i billedet som kaptajn. Cykling anno 2020 er dog anderledes, og det er skønt for os seere, men for sportsdirektørerne kan sammensætningen af holdet godt blive svært.

Team INEOS kan jo i princippet stille med et Tour de France-hold, der hedder Geraint Thomas, Richie Porte, Adam Yates, Richard Carapaz, Pavel Sivakov, Tao Geoghegan Hart, Daniel Felipe Martinez og Rohan Dennis. Et frygtindgydende hold, men også et hold, hvor det bliver svært at holde alle glade. De unge talenters gåpåmod og kørerlyst gør, at de er svære at lægge bånd på.

Det stærke holds triumf

INEOS kan altså mønstre et voldsomt stærkt hold, og netop det stærke hold blev lidt i modsætningen til Tour de France en afgørende faktor i Giroen. Eller her var det måske mest af alt en enkelt rytter - nemlig Rohan Dennis - der fik løbet til at eksplodere både på Stelvio og igen på Sestriere.

Her var den senere vinder af Giroen, Tao Geoghegan Hart, jo den eneste mand, der havde en hjælper. De andre folk i klassementet stod mere eller mindre selv for jagten.

Det kan godt være, Rohan Dennis ikke helt har kunnet matche holdkammeraten Filippo Ganna på enkeltstarterne, men så kunne han til gengæld være den sidste uges mest væsentlige hjælperytter. Han var nok forskellen på nederste og øverste trin på podiet.

Vegni sprutter som en gammel vulkan

Man kan ikke komme udenom rytternes strejke på fredagens 19. etape af Giroen. Det er selvfølgelig sket før, at rytterne har strejket på grund af utilfredshed med ruten. Det skete eksempelvis i Tour de France i 1978, hvor rytterne var utilfredse med de mange dobbeltetaper. Her stod de af cyklerne 100 meter før mål og gik ind over stregen.

Før jeg skriver mere, skal jeg da være den første til at erkende, at jeg som rytter nok heller ikke ville have elsket en så lang etape i regnvejr. Når det er sagt, var det ikke så elegant det, der skete på 19. etape, hvor rytterne strejkede, og ruten blev forkortet.

Det ender vel faktisk med, at alle taber i den her situation. Rytterne virker splittede og fremstår som svage, fansene fik ikke, hvad de havde håbet på, Mauri Vegni (løbsdirektør, red.) sprutter som en gammel vulkan og truer med, at nogen skal betale. Imens er det problem, som rytterne ville pointere, røget fuldstændig i baggrunden.

Rytterne har en pointe

Jeg synes bestemt heller ikke, det giver mening at have en 258 kilometer lang og relativ flad etape i et etapeløb. Det er noget, som UCI’s regler faktisk heller ikke tillader. De siger, at en etape i et etapeløb maksimalt må være 240 kilometer lang, og at den gennemsnitlige distance over et etapeløb må være 180 kilometer om dagen. I den sidste uge var den planlagt gennemsnitlige distance 183,78. Så i min verden har rytterne altså en pointe, når de brokker sig. Når det er sagt, så har man jo kendt til ruten længe, og det havde nok været bedre for deres sag, at de havde rejst problematikken for tre måneder siden fremfor på startstregen.

Jeg synes, det måske lidt er en romantisk tankegang, at de store etapeløb skal indeholde de her monster lange etaper. Et tre uger langt etapeløb er rigeligt hårdt i forvejen. Rytterne skal nok blive trætte.

Jeg mener faktisk, at cykelløb ikke nødvendigvis bliver bedre af, at folk er fuldstændig smadret. Jeg vil da hellere se cykelløb, hvor der er ryttere tilbage, der kan angribe, fremfor at de ingenting har tilbage i tanken, og at det bare bliver et løb, hvor folk falder fra lidt efter lidt. Jo længere en etape bliver, jo mere spildtid bliver der. Jeg vil hellere se en intensiv etape, hvor der er underholdning hele vejen.

Selvom cykelsporten er en sport med mange traditioner, så skal den ikke være blind for at forny sig. Det er noget, jeg jo synes, både Touren og Vueltaen har gjort med flere korte etaper, hvor man har været underholdt hele vejen. Når det er sagt, så var timingen i protesten ikke så god, og dermed er fokus flyttet fra lange etaper til rytternes manglende lyst til at køre i regnvejr.

Fuglsang indfriede ikke forventningerne

Selvom Jakob Fuglsang kørte det bedste resultat hjem i Giro-klassementet for en dansker nogensinde, havde vi jo skruet forventningerne op - især efter hans flotte sejr i Lombardiet rundt.

Jakob Fuglsang kørte et flot resultat hjem, men alligevel er vi skuffede.

Derfor er en sjetteplads selvfølgelig lidt skuffende, omvendt så ved jeg, hvor svært det er at køre top-10 i en Grand Tour, og hvor god du skal være for at gøre det. Fuglsang er en af de bedste danske ryttere, der har været nogensinde, men et Grand Tour-podium bliver det næppe til.

I min forrige klumme stillede jeg mig selv spørgsmålet, om 2020 havde været den vildeste sæson i mands minde. Efter den her afslutning på Giroen med to ryttere, der lå med en afstand på under et sekund inden sidste etape, må svaret være ja!