Dansker frygter at udgå på grund af "fetich" med brandvarm kogeplade

Det er ikke nemt for Alexander Kamp at køre cykelløb, når det bliver vådt og koldt.

Vuelta a España plejer at byde på bagende sol, der gør den sorte asfalt varmere end en kogeplade på fuldt blus.

Men sådan er det ikke i årets udgave af det spanske etapeløb, hvor coronapandemien er skyld i, at det er blevet en efterårsforestilling med regn og kulde som hovedattraktion.

Så måtte jeg stå som en idiot og banke mit hoved ind mod døren

Alexander Kamp

Det faktum er bekymrende nyt for den danske Grand Tour-debutant Alexander Kamp, hvis hænder slet ikke er gearet til forholdene. Det skyldes episoder i hans spæde år.

- Som to-treårig havde jeg en fetich med at lægge mine hænder på kogepladen for fuldt blus. Så jeg har haft tredjegradsforbrændinger et par gange, hvilket gør, at jeg har smadret nogle nerver i hænderne. Det gør, at der ikke skal så meget kulde til, før jeg mister følelsen, siger Alexander Kamp til TV 2 SPORT.

Kan ende med at udgå

Den ubehagelige fornemmelse oplevede han på søndagens 6. etape, hvor han i silende regnvejr og kæmpede sig i mål.

- Jeg begyndte stille og roligt at miste følelsen. Det er mere sådan noget, jeg kan være bange for. At jeg lige pludselig bliver nødt til at sige, at det var det, siger Kamp.

Udsigten til at risikere at skulle udgå af sin første Grand Tour på grund af følelsesløse hænder, huer ham ikke.

- Det virker lidt dumt. Så jeg håber ikke, det kommer til at ske.

Måtte banke på dør med hovedet

Problemerne med hænderne irriterer ham naturligvis. For modsat mange andre cykelryttere har han ingen problemer med kulden i ben, kroppen og fødderne.

For at holde kulden ude kører han med lange handsker, som han får meget opmærksomhed på i feltet. Folk glor simpelthen på ham, siger han.

Den 26-årige Trek Segafredo-rytter er før kommet i store vanskeligheder på grund af de sårbare hænder på en træningstur om vinteren.

- Jeg har haft nogle vinterture, hvor jeg ikke engang kunne tage min nøgle ud af baglommen. Så måtte jeg stå som en idiot og banke mit hoved ind mod døren for at få nogen til at åbne, siger han.

Indtil videre er Alexander Kamp fortsat en del af årets Vuelta a España, som efter mandagens hviledag er klar til en kuperet 7. etape tirsdag.

Alexander Kamp er Grand Tour-debutant og vil rigtig gerne slå sit navn fast på den store scene. Video: TV 2 Sport