Tour de France

Præsentation af Tour-rute er udskudt

UAE Team Emirates-rytteren Tadej Pogacar jubler ovenpå sin Tour-sejr på podiet sammen med Primoz Roglic fra Jumbo-Visma og Richie Porte fra Trek-Segafredo. Kenzo Tribouillard / Ritzau Scanpix

Den verdensomspændende coronakrise har medført, at offentliggørelsen af 2021-udgaven af Tour de France-ruten bliver udskudt nogle dage.

Udskydelser og aflysninger er konsekvenser, som coronapandemien fører med sig.

Ruten for næste års franske cykelløb Tour de France skulle egentlig have været præsenteret i løbet af torsdagen, men som følge af en række sundhedsmæssige restriktioner er offentliggørelsen nu udskudt til søndag 1. november.

Det oplyser arrangørerne af Tour de France i en pressemeddelelse.

- Af hensyn til den nuværende folkesundhedssituation, der konstant tvinger regeringen til at træffe nye beslutninger i kampen mod covid-19, har arrangørerne af Tour de France besluttet ikke at afsløre 2021-udgavens rute på Palais des Congrès torsdag 29. oktober 2020, lyder det.

Præsentationen, der normalt er en enorm begivenhed med mange hundrede deltagende, skulle altså have fundet sted på et konferencecenter i Paris.

I stedet vil offentliggørelsen blive livestreamet gennem Stade 2, et ugentligt sportsprogram i Frankrig, sammen med løbsdirektør Christian Prudhomme.

En sideløbende stream vil ligeledes være til rådighed for verdens øvrige tv-stationer og på Tour de France egne officielle platforme.

Grand Départ er rykket til Frankrig

Arrangørerne har indtil nu kun formaliseret Grand Départ af den 108. udgave af verdens største cykelløb, der kommer til at finde sted i Bretagne-regionen i det nordvestlige Frankrig.

Oprindeligt skulle det have startet i København til den første af tre danske etaper.

Men umuligheden af ​​at få kalenderen til at gå op med en anden kronjuvel af en sportsbegivenhed, EM i fodbold, har tvunget Danmark til at udskyde sit værtskab til 2022.

Tour de France løber af stablen 26. juni og slutter 18. juli 2021.