Vuelta a España

Næste års Vuelta bliver historisk - starter i en katedral

Vuelta a España kommer i 2021 til at starte med en individuel prolog, der skal fejre Burgos Katedralens 800-års jubilæum.

Løbsarrangører eksperimenterer hvert år i håbet om at lave bedre tv, når der bliver produceret cykelløb.

Den målsætning har arrangørerne bag Vueltaen nu taget til næste skridt.

2021-udgaven af Vuelta a España kommer således til at blive indledt inde midt i en katedral. Det oplyser La Vuelta i en pressemeddelelse.

- Det er første gang i historien, at et cykelløb starter inde i en katedral, siger løbslederen Javier Guillen.

- Vueltaen starter med en individuel prolog inde fra katedralen i Burgos. Rytterne kommer til at køre gennem hoveddøren én efter én og rammer derefter en rute, der er meget urban, og som forsøger at drage fordel af byens signifikans.

At 1. etape bliver en prolog, er netop årsagen til, det er muligt at starte i en katedral.

Helt nøjagtigt bliver det Burgos Katedralen, der sætter scenen til The Grand Opening af næste sommers Vuelta.

Katedralen vil i 2021 fylde 800 år, og det er det jubilæum, man i Burgos og Spanien ynder at fejre.

Arrangørerne bag Vueltaen har endnu ikke præsenteret den endelige rute for 2021.

I første omgang skal den udskudte 2020-udgave da også lige færdiggøres. Her er rytterne halvvejs gennem løbet, og du kan se samtlige etaper af det spanske cykelløb direkte på TV 2 SPORT.