Cykling

Danmarks bedste cykelhold tvunget til nødløsning

Afslutningen på 2020 har været hård for Riwal. Her ses August Jensen efter et styrt i Scheldeprijs. Dirk Waem / Ritzau Scanpix

Riwal Securitas når ikke at søge licens til tiden. Derfor må holdet håbe på en dispensation.

- Vi er ikke i mål lige nu.

Det er den kedelige melding fra Riwal Securitas' CEO, Steffen Kromann. Danmarks bedste cykelhold når ikke at få økonomien på plads inden deadline for at søge licens til 2021-sæsonen.

Derfor har Riwal været nødt til at søge dispensation hos den internationale cykelunion UCI.

- Der er sket ting den seneste uge, der har gjort, at vi ikke er kommet i mål. Men vi tror stadig på, vi kan komme i mål i starten af november. Derfor har vi søgt dispensation, fortæller Steffen Kromann til TV 2 SPORT.

Tidligere i oktober tog Riwal første skridt i licensansøgningen som ProTeam, men holdet er ikke nået helt i mål med økonomien inden deadline for den endelige ansøgning 1. november.

- Der er nogle sponsorer og aftaler, der har været på plads, men hvor der er meldt fra. Det gør, at vi skal ud og finde en anden cykel for eksempel. Og så er der nogle andre forløb med sponsorer på den lange bane, der ikke har godkendelse i baglandet. Der skal bruges lidt mere tid, siger Kromann, der er optimistisk i forhold til dispensationen:

- Jeg tror ikke, vi er det eneste cykelhold i verden, der kæmper med økonomien på grund af corona. Jeg tror, UCI og alle os andre i cykelsporten gerne vil have, vi har så mange hold som muligt næste år. Man gør alt for at få så stærkt et helt i 2021, som man kan. Det er også det, vi hører fra UCI.

Riwal Securitas rangerer i øjeblikket som pro kontinental. Det er niveauet lige under cykelsportens største hold, der kører på World Touren.

Holdets ryttere har fået besked på, at kontrakter for 2021 fortsat står ved magt. Skulle der komme tilbud fra andre hold, mens Riwal kæmper for eksistensen, har rytterne lov til at søge videre.