Cykling

Rivaler bakker op om Froomes store protest - førertrøjen sidder på den forkerte

Vuelta-ledelsen forsvarer kontroversiel beslutningen, som kostede Richard Carapaz førertrøjen.

Se Vuelta a España på TV 2 PLAY

Han er ikke kendt som en atlet, der skaber kontroversielle overskrifter med sine ord. Lørdag gjorde Chris Froome en undtagelse, der gav genlyd.

Da Vuelta a España-feltet omkring middagstid skulle køre af sted fra Villaviciosa, råbte den syvdobbelte Grand Tour-vinder op. Ingen skulle køre nogen steder. Han talte med autoritet og på vegne af rytterne.

Feltet protesterede over, at løbsjuryen pludselig fjernede tresekundersreglen efter 10. etape, således at INEOS-kaptajnen Richard Carapaz mistede løbets røde førertrøje til Primoz Roglic fra Jumbo-Visma.

Tresekundersreglen cykling

  • Bruges på etaper, hvor et stort felt forventes at komme samlet til mål - især sprinteretaper
  • Der skal være mere end tre sekunders hul for, at det registreres som et tidstab
  • Der var præcis tre sekunder mellem Roglics og Carapaz' grupper på 11. etape

En uventet gave til Jumbo-Visma. Men en gave, de ikke ønskede sig.

- Vi mente, at UCI lavede en fejl i går i forhold til resultatlisten. Nogle ryttere mistede tid, som ikke skulle have mistet tid. Og derfor lavede vi en protest i starten.

Så I bakkede faktisk op om, at Carapaz skulle have beholdt trøjen?

- Ja, det gjorde vi egentlig, siger Jonas Vingegaard, der kører for Jumbo-Visma, til TV 2 SPORT.

Diskussion for åben skærm

Froome var flankeret af de egentlig hovedpersoner, Roglic og Carapaz, da de sad stille ved startstregen.

Da de endelig kørte ud på 11. etape med omkring ti minutters forsinkelse, fortsatte diskussionen for åben skærm.

Løbsdirektøren Javier Guillén var øjensynligt ikke tilfreds med Chris Froomes aktion, men briten forklarede, at rytterne var utilfredse med besluningen.

Der var stor utilfredshed inden 11. etape af Vueltaen, da Froome brokkede sig over beslutningen om, at Roglic tog førertrøjen fra Carapaz. Video: Nicolai Dvinge

UCI skriver i en officiel meddelelse, at de er i deres gode ret til at ændre reglen, mens slaget udspiller sig. Og endda efter slagets gang.

De har loven på deres side, fordi etapen ikke forløb, som de havde forudset. Det blev ingen massespurt, som reglen primært er tiltænkt.

- Formanden i UCI's kommissærpanel kan tolke på situationen og implementere undtagelser, slår unionen fast.

Jeg er stolt af, at vi stod sammen og tog et standpunkt

Dan Martin, Israel Start-Up Nation

Så efter 10. etape blev Richard Carapaz noteret for et tidstab på tre sekunder til Primoz Roglic, der i kraft af etapesejrens ti bonussekunder fravristede Carapaz førertrøjen.

Kritik af timingen

Men det er ikke reglen som sådan, rytterne er utilfredse med. Det er timingen og uvisheden.

- Vi var utilfredse med UCI og kommissærerne, der ændrede reglerne uden at informere os. Jeg mener ikke, det er fair, og jeg synes, at vi gjorde det rette. Jeg er stolt af, at vi stod sammen og tog et standpunkt, siger Michael Woods fra EF Pro Cycling.

Han ligger på tredjepladsen i klassementet og lukrerede faktisk på reglens tilintetgørelse. Han var med i Roglics gruppe og vandt dermed tre sekunder på Carapaz. Han og Roglic er noteret for akkurat samme tid.

Ifølge INEOS' sportsdirektør Gabriael Rasch blev beslutningen om at protestere truffet i rytternes organisation, CPA, efter et møde fredag aften.

Det var formentlig noget, der skulle skabe genlyd og ske pludseligt, for Richard Carapaz nævnte intet om utilfredsheden eller protesten, da han blev interviewet forud for etapen.

Vueltaen vil ikke se gentagelse

Selvom Javier Guillén forsvarer beslutningen, har Vuelta-ledelsen allerede handlet. De har kigget på samtlige finaler på etaperne frem til den 18. og sidste i Madrid.

- For at se, om der er risiko for flere kontroverser. Det kan vi ikke have, siger han.

Uagtet at Jumbo-Visma-holdet egentlig ønsker førertrøjen til rivalen, er det Primoz Roglic, der kører i den røde trøje, når feltet søndag skal op ad den frygtede stigning Angliru.

Etapen kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 13.25.