Vuelta-dansker forklarer skovtur
Niklas Eg troede, de andre udbrydere havde styr på svinget. Det havde de ikke, hvilket kostede danskeren en tur ud i buskadset.
Fra bjergged til skovtrold.
Det var virkeligheden for den danske klatrer Niklas Eg, da han på Vueltaens bjergrige 11. etape drog på en mindre skovtur.
Trek-Segafredo-danskeren var i udbrud med syv andre ryttere, men på nedkørslen fra etapens tredje stigning var Eg lige pludselig væk fra asfalten og sine medkombattanter.
I stedet kørte han rundt ude i skoven. Men det var faktisk ikke selvforskyldt.
- Vi kommer ind i et sving, der er skarpere, end man regner med. De forreste kommer lidt for hurtigt ind, og det gør jeg så også. Jeg får den heldigvis reddet, så jeg er glad for, jeg ikke styrtede. Det havde gjort ondt.
- Jeg kunne godt se svinget på kortet, så jeg troede egentlig, de havde styr på det. Det havde de så ikke, og jeg prøvede så at korrigere lidt som sidste mand i gruppen, og jeg sad lidt på ydersiden. Heldigvis skete der ikke noget. Det koster ikke alverden, siger Eg til TV 2 SPORT.
Niklas Eg fik da også ganske hurtigt kæmpet sig tilbage til de resterende udbrydere.
Og det gjorde han nok, fordi det mistimede sving faldt et nogenlunde tilforladeligt sted.
- Det var et heldigt sted. Forleden så jeg en Astana-rytter køre rundt nede i en grøft, der var halvanden meter under vejen. Så jeg er glad for, det ikke var mig.
"Jeg ved ikke, hvad der skete"
Der var kamp om at komme i udbrud på 11. etape.
Efter flere mislykkedes forsøg - blandt andre fra Magnus Cort - blev der etableret en gruppe med Niklas Eg, David Gaudu, Guillaume Martin og fire andre.
Kort tid efter kørte Movistar-rytteren Marc Soler op til gruppen, så der blev dannet en ottemandsgruppe. En gruppe, hvorfra Gaudu og Soler endte med at køre alene i mål.
De resterende lykkeriddere faldt fra undervejs. Det gjaldt også Eg, da han blev sat på toppen af den næstsidste stigning.
- Der sker simpelthen det, at jeg får ondt i benene. Det sker en gang imellem. Der var lige et dårligt moment. Men det er op på hesten, og så prøver vi igen i morgen.
- Jeg prøvede at holde ved så længe som muligt henover toppen, men jeg ved ikke, hvad der skete. Der var lige tre kilometer, hvor benene slet ikke ville det samme, som jeg ville.
11. etape blev vundet af Gaudu, der slog Soler ganske suverænt i spurten.
På søndagens 12. etape venter endnu et stor bjergslag, som du kan se på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 13.25.