Forpustede danskere: "Modbydelig, forfærdelig og en led satan"

Selv Michael Mørkøv, der kørte med gruppettoen og kunne tage det roligt, var tvunget til at give alt på Alto de l'Angliru.

Synonymerne var mange, inden etapen startede.

"Gedestien", "en af Jordens hårdeste stigninger" og "helvedet" var blot få af de tilnavne, som 12. etapes afgørende stigning gik under.

Vuelta-feltet skulle søndag prøver kræfter med det berygtede Alto de l'Angliru. Og det var akkurat lige så hårdt som forventet. Vi har samlet en række af danskernes reaktioner, efter de ramte toppen af bjerget.

Michael Valgren

Team NTT

- Det var en modbydelig stigning. Der var to momenter, hvor man nærmest stod stille. Chapeau til dem, der kan køre en finale op ad den stigning. Jeg skulle bare holde mig på cyklen og forsøge ikke at tilte.

Niklas Eg

Trek-Segafredo

- Jeg tror ikke, der er nogen, der føler sig godt kørende på Angliru. Det var en led satan.

Jonas Vingegaard

Jumbo-Visma

- Nøj, en forfærdelig stigning. Den var mega, mega stejl.

Michael Mørkøv

Deceuninck - Quick Step

- Vi kom ind til bunden af Angliru med en masse tid i hånden, så vi kunne tage det roligt. Men der er bare nogle stykker, hvor man intet andet kan gøre end at køre med alt, hvad man har. Så på den måde kan man ikke spare kræfter.

Debutant brillerede på mytisk bjerg

Kigger man på bjergprofilen, som feltet besteg i dag, forstår man godt danskernes smerte.

Danskerne kom i mål på vidt forskellige tidspunkter. Terrænet passer naturligvis også nogen bedre end andre.

Grand Tour-debutanten Jonas Vingegaard var dog unægtelig den helt store danske overraskelse på Vueltaens 12. etape, da han kom i mål som nummer 14.

- Nummer 14 er et fint resultat. Jeg tror da godt, jeg kunne være endt højere oppe, hvis jeg havde kørt efter det i dag. Men nu var jeg jo hjælper, så jeg er fint tilfreds, siger Vingegaard.

Langt op ad Angliru sad han længe med de absolut bedste bjergryttere i verden, da han førte favoritgruppen an for sin kaptajn, Primoz Roglic.

Vingegaards tempo fik sat profiler som Feilx Grossschartner, Alejandro Valverde, Mikel Nieve og Wout Poels. Det var kun de helt store stjerner som Primoz Roglic, Richard Carapaz, Dan Martin, Hugh Carthy og Enric Mas, der ikke blev sat af danskerens tempo.

Vingegaard slap favoritterne og sit føringsarbejde, da angrebene startede med omkring fire kilometer til mål. Herfra hjalp han sin holdkammerat George Bennett. Det fortalte han til TV 2 SPORT efter etapen.

Etapen blev vundet af Hugh Carthy, mens Primoz Roglic mistede førertrøjen.