Cykling

Jeg ønsker mig Mont Ventoux, Alpe d’Huez og masser af højdemeter

Tadej Pogacar (th.) og Primoz Roglic blev ét og to i 2020-udgaven af Tour de France. De glæder sig helt sikkert også til at se, hvad 2021-ruten kommer til at indeholde af udfordringer. Kenzo Tribouillard / Ritzau Scanpix

Selvom det er rytterne, der skaber løbet, kan ruten enten gøre det lettere eller sværere for dem at give os underholdende cykelløb.

Supermarkederne har fundet julekager, æbleskiver, glimmer-pyntet og alle mulige andre skønne juleting frem, men at skrive en ønskeseddel til jul er nok lige tidligt nok. Til gengæld er det ved at være tid med hensyn til mine ønsker til Tour de France-ruten, for Christian Prudhomme præsenterer ruten søndag aften.

Det starter i Bretagne

Oprindeligt skulle løbet have været startet i Danmark, men grundet EM i fodbold blev Grand Départ på dansk jord rykket til 2022. Noget, der måske var sket uanset hvad, da jeg tvivler på, at 2021-ruten kommer uden for Frankrigs grænser på grund af coronavirus.

Det er også noget RCS-direktøren, Mauro Vegni, nævner angående planerne for Giroen 2021. Årets Giro d’Italia skulle jo ellers have været startet i Ungarn, som så blev rykket til næste år, og nu virker til at blive rykket endnu et år.

Vi ved, at 2021-udgaven af Tour de France starter i Bretagne - nærmere betegnet i Brest - og vi ved, at der vil være fire etaper i Bretagne til at starte med. Normalvis plejer der at florere masser af rygter angående ruten, men måske fordi sæsonen fortsat er i gang, og det derfor ikke er agurketid i cykelsporten, har der været lidt mere stille på den front end normalt.

Jeg ønsker mig vind og danskerdage

Bretagne er et barskt område, hvor der er masser af korte stigninger. Der kan også være åbent for vinden. Netop vinden er jo noget man aldrig kan vide med sikkerhed, men mulige sidevindsetaper skal der være plads til, for selvom jeg som rytter frygtede dem, elsker jeg at se dem som fan.

Når sidevinden har ramt Tour de France-feltet, har det gjort, at nogle af de store spillere i klassementet har mistet tid. I årets udgave smed Richie Porte og Tadej Pogacar begge næsten halvandet minut på etapen til Lavaur. Året forinden overgik den skæbne Jakob Fuglsang.

Derudover synes jeg, at de kuperede etaper, der var en del af i årets Tour de France, gav mere til løbet, end man umiddelbart forventede - blandt andet takket være Peter Sagan og hans BORA-hansgrohe mandskab, der kæmpede inderligt for den grønne trøje. Vi så også nogle skønne dueller blandt udbryderne om etapesejren.

Etaper med lignende ruteprofil ønsker jeg inderligt, at der bliver plads til i ruten - også fordi Søren Kraghs to flotte sejre kom på netop sådanne dage.

Derfor håber jeg da også, at der kommer et par etaper i Massif Central. Hvis du elsker storbylivet og muligheden for at få en god kop kaffe lige rundt om hjørnet, er Massif Central ikke lige stedet, du skal slå dig ned. Til gengæld kan området tilbyde voldsomt godt terræn til cykelløb.

Jeg ønsker mig to tidskørsler og nogle sprinteretaper

Alt i alt synes jeg faktisk, at årets rute var overordentlig vellykket med bjerge lige fra starten, men der er bare et stykke fra Bretagne og til de høje bjerge. Det kan godt være, der kommer en afslutning på Mur de Bretagne, som ikke er så lang, men til gengæld er den forholdsvis stejl - det håber jeg faktisk.

Den dannede også rammen om 6. etape i 2018, hvor Tom Dumoulin endte som den største taber efter en punktering i finalen.

Hvorom alting er, må man have et par flade sprinteretaper, der skal bringe feltet fra Bretagne og i retning mod de høje bjerge. Jeg ved godt, at nogle måske vil kalde dem kedelige, men jeg synes, de hører til i en Grand Tour. Al den dramatik, der ikke er undervejs, kommer de sidste kilometer.

Selvom jeg jo selv holdt mig ude af massespurterne, holder jeg meget af at se dem. Derudover ville et løb med 21 bjergetaper temmelig sikkert også blive trivielt i længden.

Generelt er tendensen, at tidskørslerne bliver færre i etapeløb. En tendens jeg egentlig ikke har noget imod. Det siger jeg ikke kun, fordi jeg ikke selv holdt af enkeltstarter, men en 50 kilometer enkeltstart betyder, at der er ryttere, der vil tabe fire-fem minutter, og dermed vil deres angreb i bjergene blive ligegyldige.

Tadej Pogacar overtog førertrøjen på 20. etape af årets Tour de France, som var en enkeltstart.

Årets enkeltstart var den mest dramatiske, jeg har set. Jeg var jo kun fire år, da Greg LeMond tog trøjen fra Laurent Fignon i Paris i 1989.

Så giv mig en gentagelse af succesen med en 30 kilometer enkeltstart næstsidste dag, som slutter op ad et bjerg. En enkeltstart, der slutter på et bjerg, gør, at spændingen holdes, og man kan se ryttere, der både kan gå op eller ned - også i noget højere grad end på en flad enkeltstart.

Jeg håber dog også, at vi får et holdløb i år - her tænker jeg særligt på første eller anden etape. Jeg elsker at se holdløb, og det behøver ikke være med hvert år, men hver andet år i hvert fald.

Giv mig ”Giganten i Provence”

Det spørgsmål, der fylder mest, er nok hvilke bjerge, der kommer med - og i hvilken rækkefølge. Jeg tror, at Pyrenæerne kommer til at være den sidste bjergkæde næste år - særligt efter, at den de sidste to sæsoner har spillet en lidt mindre rolle.

Alperne er selvfølgelig også med, og imellem de to får vi nok en dag med Mont Ventoux i fokus samt nogle dage i Massif Central. Dermed tror jeg, at Vogeserne og nyklassikeren La Planche des Belles Filles bliver droppet i 2021.

Giv mig en afslutning op ad Alpe d’Huez, hvor man inden måske har kørt et par andre klassiske bjerge - det kunne måske være Col de la Croix de Fer og Col du Galibier. Selvom A.S.O har været gode til at finde nye, spektakulære stigninger, som for eksempel Col de la Loze, skal der også være plads til klassikerne.

Jeg vil dog meget gerne have et genvalg til føromtalte Col de la Loze. Man må bare indrømme, at den gav et spektakulært cykelløb. Derudover har Tignes vel også lidt til gode fra 2019-udgaven, så det kunne være en oplagt målby. Dermed har vi tre Alpe-etaper - mere bliver der næppe plads til.

Jeg kunne også godt tænke mig, at anden uge slutter af med et brag op ad Mont Ventoux. Det kunne være fedt, hvis man kørte den fra begge sider. Det vil sige, at man først kørte over den fra Malaucéne-siden, så ned forbi Le Chalet-Reynard og ned til Sault, hvorefter de så kører hele vejen op til toppen fra Bedoin-siden, som vel er den mest klassiske af siderne.

Sidst Ventoux var med på rutekortet var i 2016, hvor det ikke skortede på dramatik, og billederne af den løbende Chris Froome gik Jorden rundt. Mont Ventoux, eller ”det skaldede bjerg”, er for mig et af cykelsportens mest mytiske bjerge, og jeg synes den fortjener at være med på rutekortet igen.

Stejle bjerge var en overskrift for Tour de France 2020, og det tror jeg også bliver en overskrift for 2021. Så Col du Portet, hvor Nairo Quintana vandt i 2018, må gerne være kulminationen på tre hårde Pyrenæer-etaper i 2021.

Hvis der skal findes en relativ ukendt stigning, kunne jeg godt tænke mig at se en afslutning på den forholdsvist lange og lidt mere irregulære Cirque de Gavarnie, som er blevet brugt i andre løb - men mig bekendt aldrig i Tour de France. Her kommer man op i næsten 2300 meters højde, hvilket man bestemt heller ikke skal undervurdere. Jo tyndere luften bliver, jo større bliver forskellene.

Brosten pænt nej tak

Hvad er min holdning til brosten, tænker I måske? Jeg må medgive, at de altid giver dramatik, når de er med, men jeg synes også, der skal gå lidt tid mellem de etaper. De var med sidst i 2018, så der er selvfølgelig gået nogle år, men jeg synes, det er fint nok, hvis det bliver hver fjerde år, de er med.

Måske det er den indre bjergrytter, der taler, for jeg kan da også godt se, at det ikke kommer til at skorte på højdemeter, hvis mine ønsker til ruten går i opfyldelse.

Ligemeget hvad er Tour de France verdens største cykelløb, og jeg er sikker på, at Christian Prudhomme og resten af A.S.O. har noget godt i vente til os, når de løfter sløret for 2021-ruten søndag den 1. november.