Stigningen er så vanvittig, at rytter i vrede stoppede en meter fra målstregen og udgik
Søndag rammer Vuelta a España-feltet en af verdens hårdeste og mest berygtede stigninger: Alto de l'Angliru.
Udfordringen er beskrevet med mange stærke ord, men ingen med handling som David Millar.
I 2002 kørte den tidligere cykelrytter Vuelta a España, hvor der på 15. etape var mål på Alto de l'Angliru. Han styrtede på nedkørslen inden og var så rasende, da han nåede toppen af det frygtede bjerg, at han steg af cyklen og lagde sit rygnummer en meter fra målstregen.
Og udgik. Han nægtede at krydse mållinjen og slog fast, at rytterne "ikke er dyr," og at stigningen er "umenneskelig".
Her starter helvede
Angliru blev 'opfundet' i 1999 til Vueltaen og har siden dannet ramme for store dramaer, voldsomme lidelser og smukke triumfer.
12,4 kilometer med 9,9 procent i gennemsnit. Fra kilometer 6 ryger den ikke under 10 og har passager med helt op til 23 procent. Empieza el infierno, står der på asfalten ved kilometer 6. Her starter helvede.
Et helvede, der søndag rammer Vuelta-rytterne anno 2020.
- Det er en af de ondeste stigninger, jeg nogensinde har kørt. Hvis ikke dén ondeste. Den er så stejl. Det er ikke Jordens længste stigning, men den er så stejl hele vejen, siger TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen.
Mand mod mand
Klassementsslagets hovedpersoner er Primoz Roglic og Richard Carapaz fra Jumbo-Visma og INEOS, der er noteret for samme tid. 25 sekunder efter dem ligger Dan Martin.
Angliru er ifølge Chris Anker Sørensen den ultimative test af rytteren. Det er mere end noget andet sted op til dem selv.
- Du har ikke nogen fordel af at sidde på hjul. Det er mand mod mand. Du kan ikke gemme dig bag et hold, så jeg glæder mig virkelig til den. Hvis der var én etape, man skulle se, er det den her, siger han.
- Roglic har set rigtig stærk ud, men jeg synes også, Richard Carapaz har vist gode takter. Det er her, Carapaz skal sætte et slag ind. Der venter en enkeltstart på tirsdag, hvor Roglic bør tage tid på ham. Han bliver nødt til at angribe. Hvis han bliver ved med at vente, ender han med at tabe løbet.
- Jeg tror på Carapaz. Jeg tror, det er en god stigning til ham, og jeg tror godt, han kan overraske lidt. Jeg håber det også, så der er spænding i løbet.
Der var senest mål på Angliru i Vueltaen i 2017 på næstsidste etape, hvor Alberto Contador lukkede sin store karriere ned med et smukt soloridt på bjerget.
David Millars handling gav det modsatte billede. Og så er der ordene om Angliru. Nogle af dem kommer her.
Vicente Belda
Tidligere sportsdirektør for Kelme
- Hvad vil de have fra os, blod? De beder os køre rent og undgå doping, og så sender de rytterne ud på sådan barbarisk udfordring.
Oscar Sevilla
Professionel cykelrytter, Team Medellín
- Det er en umenneskelig stigning.
Enrique Franco
Tidligere løbsdirektør
- Vueltaen uden Angliru er som en 5 kilometer lang marathon eller en fodboldkamp på 15 minutter.
Primoz Roglic
Nummer et i årets Vuelta
- Det er første gang, jeg kører den. Jeg har set videoer af stigningen, og den er superhård. Jeg tror aldrig, jeg har kørt en så stejl stigning.
Etapen kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 13.25.