Vuelta a España

Vuelta-favorit undskylder over for fans og holdet

Movistar-kaptajnen Enric Mas var sammen med sit hold meget opsat på at vinde Vueltaens 12. etape, der sluttede på Alto de l'Angliru.

Den spanske hjemmebanefavorit Enric Mas indfriede ikke sine egne forventninger.

På søndagens kongeetape havde Movistar-kaptajnen sat næsen op efter en sejr på det mytiske Alto de l'Angliru - akkurat som landsmanden Alberto Contador gjorde det i 2017.

Briten Hugh Carthy havde dog andre planer, hvorfor Mas måtte tage til takke med en tredjeplads.

- Endnu en gang kørte holdet fremragende. Jeg ved ikke, om det er rigtigt af mig, men jeg undskylder over for de spanske tilhængere, over for Movistars fans og holdet, at jeg ikke vandt. En gang imellem vinder man, andre gange taber man. I dag havde jeg ikke slagkraften til at vinde.

Med få kilometer til mål lignede det ellers, at Mas var på sejrskurs.

Her fik den lille spanier slået et hul, som de øvrige favoritter ikke umiddelbart kunne lukke.

Var motiveret til at vinde

Et angreb fra Hugh Carthy få minutter senere eliminerede dog Mas’ føring. EF-stjernen og Richard Carapaz fangede hurtigt Mas, men da Carthy satte et kontrastød ind, kunne ingen af de to reagere.

- Jeg er tilfreds med resultatet, men ikke med afslutningen. Vi var meget motiverede og opsatte på at vinde. Jeg havde det fint, men alligevel lykkedes det ikke.

Mas allierede sig derfor med Astana-talentet Alexandr Vlasov, der havde overhalet Carapaz. De to kørte sammen i mål efter Carthy, men russeren var mest opsat på at tage andenpladsen.

Isoleret set en flot tredjeplads af Mas, da han var bedre kørende end både Primoz Roglic og Richard Carapaz, men ikke nok til at tilfredsstille den unge spanier.

Enric Mas holder fast i sin femteplads i klassementet efter 12. etape:

  1. Richard Carapaz
  2. Primoz Roglic +10
  3. Hugh Carthy +32
  4. Dan Martin +35
  5. Enric Mas +1’50”
  6. Wout Poels +5’13”
  7. Felix Grossschartner +5’30”
  8. Alejandro Valverde +6’22”
  9. Aleksandr Vlasov +6’41”
  10. Nikel Nieve +6’42”