Vuelta a España

Alle klar til Vueltaens sidste uge efter 681 negative test

Heller ikke denne gang har en person i Vuelta-boblen afleveret en positiv coronatest.

I en krisetid med undtagelsestilstand i Spanien helt til maj grundet coronavirussen har arrangørerne af Vuelta a España grund til at smile.

For anden hviledag i træk kan de nemlig meddele, at hverken Vuelta-holdenes cykelryttere eller medarbejdere har coronavirus. Det skriver de i en pressemeddelelse før 13. etapes enkeltstart.

Denne gang har de testet 681 personer i Vuelta-boblen. Dermed kan sidste uge af sæsonens sidste Grand Tour fortsætte uden forandringer.

- Arrangørerne af Vueltaen og Den internationale cykelunion (UCI) vil gerne takke alle hold og cykelryttere for deres samarbejde og for deres samarbejdsvillighed, som de vil fortsætte med at vise til afslutningen i Madrid, skriver de.

Der resterer seks etaper i årets løb, som grundet coronapandemien er forkortet fra 21 til 18 etaper.

Tirsdag venter en potentielt afgørende 33,7 kilometer lang enkeltstart.