Cykling

Lars Baks Tour-allierede i følsom afsked med karrieren

Wanty Gobert-rytteren Yoann Offredo nåede at gennemføre Tour de France tre gange, inden han nu stopper sin karriere som 33-årig.

Yoann Offredo. Et navn i cykelverdenen, der har fået mere omtale, end resultaterne på CV'et umiddelbart egner sig til.

Men nu nærmer karrierens fortælling ufrivilligt sig de sidste strofer, efter at den 33-årige franskmand i et følsomt interview med L’Equipe har fortalt, at han indstiller karrieren på grund af en ankelskade.

- Jeg er i en lidt depressiv fase. Sidste år stoppede Peter Kennaugh og Marcel Kittel på grund af en depression, men dét ord er stadig et tabu. De fleste ryttere udtrykker sig ikke, eller de gemmer sig bag deres præstationer. Når jeg står op om morgenen, er jeg er ked af ikke at være i kontakt med mine følelser. Jeg har brug for at finde et mål i livet, siger Offredo.

Alliancen med Lars Bak

Blandt danske cykelinteresserede blev Wanty-rytteren Yoann Offredo et kendt navn under sidste års Tour de France, da han sammen med Lars Bak indgik en form for alliance på 8. etape, hvor de begge led og var præget af sygdom.

Franskmanden kastede allerede op efter få kilometer på etapen, der var 200 kilometer lang, men alligevel formåede han at kæmpe videre. Med omkring 100 kilometer igen kørte han sig op til Lars Bak, og herfra kørte de mod mål som en tomandsgruppe, så de kunne overleve tidsgrænsen.

- Mod slutningen fandt jeg en allieret i Lars Bak. Vi var motiverede. Jeg ved ikke hvordan, men det var vi, fortalte Offredo efter etapen.

Den hårdtprøvede franskmand endte med at gennemføre Tour de France, hvilket blev tredje og sidste gang i karrieren, han stillede op i verdens største cykelløb og fuldførte. En enkelt gang kørte han også Vuelta a España, men her udgik han undervejs på 10. etape.

Desuden gik billederne af en forslået Offredo også verden rundt, efter at han i april 2017 offentligt fortalte om et overfald på en træningstur, hvor han skulle være blevet angrebet med både barberblade og et baseballbat.

Sagen endte i øvrigt med, at både føreren af køretøjet og Offredo fik en bøde for hændelsen, hvor cykelrytteren ifølge den franske domstol skulle have fornærmet modparten.

Vågner i tårer om morgenen

Karrierestoppet er ikke frivilligt. Tilbage i marts 2019 styrtede Offredo under det franske endagsløb Grand Prix de Denain og kom slemt til skade.

Selvom han kom tilbage på cyklen efter et par måneder og kørte professionelle løb i yderligere et år, døjer han fortsat med en ankelskade efter styrtet. Skaden tvinger ham nu til at stoppe og har i stedet sendt ham ud i en kamp for at finde en mening med livet, efter at han ikke længere kan kalde sig selv professionel cykelrytter.

- Jeg savner, at mine ben gør ondt, når jeg går op ad trappen efter træning. Jeg plejede at træne omkring 30 timer om ugen på min cykel. Nu er jeg ikke længere træt nok til at falde i søvn om aftenen. Klokken 03 er jeg stadig vågen og stiller mig selv spørgsmål. Om morgenen er jeg nogle gange vågnet i tårer.

- Folk plejer at tale om "den lille død", når en rytter stopper karrieren, men for mig er det abstrakt. Når du kører løb, har du hovedet nede mellem styret og øjnene rettet mod vejen. Jeg ville gerne have talt tingene igennem, men jeg har ikke mange mennesker at gøre det med. Jeg har ikke nødvendigvis så mange venskaber med andre ryttere, fortæller Offredo til L’Equipe.

Det er en hård dag derude alene, og det ved Yoann Offredo godt Video: Magnus Stig Christensen

Yoann Offredos sidste løb i karrieren blev Omloop Het Nieuwsblad 29. februar i år. Et løb, franskmanden ikke gennemførte, og hvor Søren Kragh Andersen blev nummer tre.