Vuelta a España

Sportsdirektør sætter en stopper for Cort

Magnus Cort har fået begrænset sine egne muligheder i årets Vuelta a España. Han skal i stedet passe på Hugh Carthy, der ligger nummer tre i løbet.

Cykling er en holdsport. På godt og ondt. Det må EF-rytteren Magnus Cort sande under dette års Vuelta a España.

Her har holdkammeraten Hugh Carthy kørt sig til en øjeblikkelig podieplads, hvorfor EF’s fokus er rettet mod klassementet.

Og det har blandt andet sat en stopper for Magnus Corts frihed og mulighed for at jagte etapesejre. Det fortæller han til TV 2 SPORT inden 15. etape.

- Planen er, at jeg får muligheden, hvis vi kommer samlet hjem til en spurt. Men jeg har ikke fået lov til at gå i udbrud i dag. Jeg bliver nødt til at spare mig til de næste to dage.

Fredag og lørdag venter to etaper, der på papiret er de farligste for klassementsrytterne.

Hvis der skal ske ændringer i klassementet, skal det ske de to dage.

- Jeg vil gerne i udbrud

Derfor skal danskeren være klar til at beskytte sin kaptajn. De begrænsninger fortalte Cort også om onsdag aften i Vuelta Especial på TV 2 SPORT.

- Vi har meget fokus på ham. Vi andre skal være friske og kan ikke bruge kræfter i alle mulige underlige retninger.

Har Hugh Carthys præstation ændret din rolle?

- Ja, det har den lidt. Jeg kunne godt tænke mig at komme i udbrud, men min sportsdirektør er ikke alt for meget for det.

Toppen af klassementet

  1. Primoz Roglic
  2. Richard Carapaz +39 sekunder
  3. Hugh Carthy +47 sekunder

EF Pro Cycling har allerede noteret sig for to etapesejre i årets spanske Grand Tour. Michael Woods løb med sejren på 7. etape, mens Hugh Carthy vandt den prestigefyldte 12. etape på Angliru.

Og med Hugh Carthy på en aktuel podieplads må holdets Vuelta i den grad siges at være godkendt.

Om det lyserøde mandskab kan gøre årets Vuelta endnu mere succesfuld, kan du finde ud af torsdag.

Her venter årets længste etape, når feltet skal tilbagelægge 230 kilometer. Du kan se 15. etape på TV 2 SPORT fra klokken 14.15.