Vuelta a España

Afgørende øjeblik i Corts sejr faldt 35 kilometer fra mål

EF-danskeren Magnus Cort og holdkammeraten Michael Woods vidste, at sejren kunne blive en realitet, da de ramte toppen af kategori 1-stigningen.

Med 35 kilometer til mål indså EF Pro Cycling, at en etapesejr var inden for rækkevidde.

Her havde et decimeret felt netop passeret toppen af 16. etapes sidste og værste stigning, kategori 1-stigningen El Robledo.

Danske Magnus Cort sad stadig med, og det reagerede holdet på, siger holdkammeraten Michael Woods efter etapen.

- Hold nu op hvor er Magnus en fantastisk cykelrytter, at han overlevede den stigning. Da vi først var over stigningen, så vidste vi, at han med længder var den hurtigste og kunne vinde. Og det gjorde han, siger canadieren til TV 2 SPORT efter etapen.

Derfor blev Magnus Corts etapesejr faktisk grundlagt langt tidligere, end da han spurtede sig over målstregen.

Med omkring 35 kilometer til mål sluttede 16. etapes kategori 1-stigning. Og den klarede Magnus Cort sammen med det decimerede felt.

Sprinterstjerner som Sam Bennett, Pascal Ackermann og Jasper Philipsen blev hægtet af op ad stigningen. Og Cort opfangede godt, at han var den sidste sprinter.

- Jeg vidste først, det kunne blive min dag et stykke op ad den sidste stigning. Jeg holdt øje med, om de andre sprintere blev sat. Da vi kom hen over toppen, sagde jeg til bilen, at ”nu er jeg den hurtigste mand med flere længder”, siger han til TV 2 SPORT efter etapen.

”Som at stjæle slik fra et barn”

TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen hæfter sig også ved momentet med 35 kilometer til mål, hvor Cort stadig ikke var blevet sat af.

Og den del var væsentligt sværere end at vinde selve spurten.

- Sejren er først og fremmest grundlagt, fordi Magnus er godt kørende. De er altså kun 40 mand med op over den sidste stigning.

- Det er måske at overdrive at sige, at det var som at stjæle slik fra et lille barn, men i sådan en gruppe er han bare så powerful. Det er mere eller mindre bjergryttere i spurten, og der er han dem bare overlegen.

Til Magnus Corts forsvar skal det dog siges, at det ikke udelukkende var bjergryttere, han skulle slå i spurten.

Mitchelton-Scott investerede undervejs også meget i at få hentet udbruddet, fordi de havde fået Dion Smith med over toppen.

Smith er ikke en udpræget sprinter, men er altid aktuelt i spurte, hvor det slutter lidt opad. På 15. etape blev han således nummer fem, mens han blev henvist til tredjepladsen på fredagens 16. etape.