Vuelta a España

Dansker slog i styret, da han hørte om Corts sejr

Niklas Eg kalder det verdensklasse, efter Magnus Cort vandt 16. etape af Vuelta a España.

- Gjorde vi det? Ej, det er jeg fandme glad for at høre. Det er sgu i orden.

Niklas Eg var så overrasket og glad, at han slog i sit cykelstyr, da han af TV 2 SPORTs reporter fik overrakt nyheden om, at Danmark havde taget en etapesejr på 16. etape af Vuelta a España.

Manden med sejren var Magnus Cort. Han var den hurtigste i et decimeret felt, efter topsprinterne var sat undervejs på etapen.

- Der må man tage hatten af. Magnus er også sindssyg dygtig til at køre opad, og han er hurtig på stregen. Det er lige til bogen, siger Eg.

Kan det hjælpe på humøret, at selvom man ikke selv er i nærheden af sejren, så er ens landsmand det?

- Ja, helt klart. Jeg er rigtig glad på hans vegne. Han fortjener det. Han viser endnu engang, hvor dygtig en cykelrytter han er.

Niklas Eg slog i styret, da han hørte om Corts sejr.

Magnus Cort havde ellers klaget over formen inden løbet, men EF Pro Cycling-rytteren har i den grad fået kørt sig op.

- Han siger også selv, han er bedre og bedre kørende, som løbet er skredet frem. Men der kan man se, hvor højt et bundniveau han har. Det er verdensklasse, siger Niklas Eg.

Herunder kan du se Magnus Corts sejr.

Magnus Cort vandt 16. etape i Vuelta a España efter en spurt. Video: TV 2 SPORT