Vuelta a España

- Jeg sagde til holdbilen, at jeg var den hurtigste, siger Cort

Magnus Cort tog sin tredje Vuelta-etapesejr i karrieren, efter danskeren følte sig overlegent kørende på etapens sidste stigning.

Den danske cykelrytter Magnus Cort vandt 16. etape af Vuelta a España efter en tæt spurt i et reduceret felt.

Med cirka 200 meter til mål åbnede han ganske fint op, og få sekunder senere kunne han prise sig lykkelig over sin tredje Vuelta-etapesejr i karrieren.

Men bornholmeren fik allerede blod på tanden med godt 35 kilometer tilbage af etapen, fordi han bare følte sig hurtigere end alle de andre ryttere op ad etapens sidste stigning.

- Jeg holdt meget øje med de andre, og lige da vi kom over stigningen, sagde jeg til holdbilen, at jeg var den hurtigste mand med længder, fortalte han til TV 2 SPORT.

Selv stolede Cort ikke på, at han kunne vinde etapen. Faktisk havde han slet ikke skænket det en tanke, da rytterne stillede til start.

- Jeg kiggede efter åbningen. Den fandt jeg med 200 meter til mål og derfra gav jeg den bare alt, hvad jeg havde i mig. Jeg var aldrig sikker på, jeg kunne vinde, og da vi startede, havde jeg det slet ikke tankerne, sagde Cort lige efter etapesejren.

Tilbage hvor han vil være

Danskeren testede i midten af september positiv for coronavirus, hvorfor han ikke kunne køre Giro d'Italia, ligesom virussen var skyld i, at han måtte melde afbud til VM i Imola, som han ellers var udtaget til.

De manglende løb resulterede derfor i en uregelmæssig træning op til den spanske Grand Tour, som altså er hans første siden den positive coronatest.

Jeg er tilbage på fuld styrke

Magnus Cort, EF Pro Cycling

Og nu tyder noget på, at han er ved at være tilbage på det niveau, man før har set fra danskeren i international topcykling.

- Den her sejr rangerer virkelig højt. Jeg har vundet etaper her før, så på den måde er det ikke noget nyt.

- Men det er virkelig fedt at kunne bevise, at jeg stadig har niveauet og vise, at jeg er tilbage på fuld styrke, fortalte en selvsikker Cort.

I 2018 vandt han en etape i Tour de France, og i 2016 krydsede han stregen som den første to gange i Vuelta a España.