Vuelta a España

Favorit før afgørelsen - men stor nedtur ligger i baghovedet, mener ekspert

Lørdag skal Vuelta a España 2020 afgøres på en rute, hvor det går op og ned hele vejen - med mål på toppen af Alto de la Covatilla.

Se 17. etape på TV 2 SPORT eller TV 2 PLAY

Søndagens afsluttende etape i Vuelta a España er flad, så lørdag er sidste chance for dem, der enten vil fravriste Primoz Roglic førertrøjen eller kravle op på podiet.

Top-5

  1. Primoz Roglic (Jumbo-Visma)
  2. Richard Carapaz (INEOS) +0'45
  3. Hugh Carthy (EF Pro Cycling) +0'53
  4. Dan Martin (Israel Start-Up Nation) +1'48
  5. Enric Mas (Movistar) +3'29

Den afgørende etape

17. etape i Vueltaen.

Kampen om sejren

Primoz Roglic er den helt store favorit til at vinde Vueltaen for andet år i træk.

Men husker du, hvad der skete i årets Tour de France? TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen regner med, at Roglic i hvert fald ikke har glemt det.

- Lige nu ligger det i baghovedet på ham. Omvendt kan han huske tilbage på Vueltaen sidste år, hvor han lykkedes med at forsvare trøjen gennem hele løbet. Han ved, han kan, men nederlaget i Touren ligger da i baghovedet på ham.

- Jeg tror ikke, han kommer til at tabe løbet.

I Touren førte Roglic med et minut før den afgørende enkeltstart, men smed det hele på gulvet og tabte til landsmanden Tadej Pogacar.

Nu er det imidlertid ikke en enkeltstart, men derimod en 178 kilometer lang bjergetape, der skal afgøre slaget. Med mål på Alto de la Covatilla.

Covatilla

- Roglic har én opgave, og det er at følge Carapaz. Han har et stærkt hold omkring sig, så han ved, han nok skal få den støtte, der skal til. Hvis Hugh Carthy for eksempel angriber, skal han også gå med, men hvis Dan Martin angriber, skal de andre nok reagere, før han selv gør det. Han truer Carapaz og Carhy, før han truer Roglic, siger Chris Anker Sørensen.

Kampen om podiet

Carapaz har allerede en Grand Tour-triumf på cv'et, da han sidste år vandt Giro d'Italia.

For ham er en podieplads derfor ikke lige så værdifuld, som den er for Hugh Carthy, hvis bedste placering i en Grand Tour er en 11.-plads.

- Selvfølgelig har han ikke rigtig noget at tabe, men omvendt har han en podieplacering. Han har aldrig prøvet at være på podiet. Det er et kæmpe resultat for ham, siger Chris Anker Sørensen.

- Selvfølgelig vil han gerne vinde løbet, men han har tanken i hovedet om, at podiet er rart at holde. Jeg tror, han vil prøve noget, men han vil ikke bare gøre et eller andet fuldstændig vanvittigt.

- Det er ikke den stærkest besatte Vuelta nogensinde, så det er måske hans chance for at køre på podiet i en Grand Tour.

Derfor skal det store angreb altså komme fra Richard Carapaz eller veteranen Dan Martin.

- Carapaz prøver et eller andet. Jeg ved godt, etapen ikke er lige så spektakulær som Angliru-etapen, men det ligger sidst i løbet. Alle folk skal bare derudaf, og det har været et hårdt løb. Folk er smadrede. En andenplads for ham i Vueltaen vil også være rigtigt stort, men sejren vil betyde endnu mere, for han har gjort det før. Han er mere villig til at risikere mere end Hugh Carthy.

- Dan Martin bliver nødt til at prøve noget. Fjerdepladsen er også et godt resultat for ham, men han vil gerne op på podiet.

Dagens etape kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 11.35.