Vuelta a España

Roglic genvinder Vuelta a España

For andet år i træk kan Primoz Roglic kalde sig vinder af Vuelta a España. Han fører løbet inden den sidste etape til Madrid.

Primoz Roglic får oprejsning efter den enorme skuffelse i Tour de France, hvor den samlede sejr glippede dagen før afslutningen.

På næstsidste etape af Vuelta a España formåede sloveneren at forsvare sin føring, og dermed kommer han til at vinde løbet for andet år i træk.

  1. Primoz Roglic (Jumbo-Visma)
  2. Richard Carapaz (INEOS) + 24 sekunder
  3. Hugh Carty (EF Pro Cycling) + 47 sekunder

Den sidste etape til Madrid køres altid neutralt, inden sprinterne dyster om etapesejren. Derfor er klassementet reelt afgjort.

Det er første gang i 15 år, en rytter vinder Vuelta a España to år i træk.

17. etape blev vundet af David Gaudu fra Groupama FDJ. Gino Mäder (NTT) og Ion Izagirre (Astana) blev nummer to og tre.

Angreb mod Roglic

Efter stilstand blandt favoritterne på det meste af etapen blev det enormt interessant på vej mod målstregen, der lå på toppen af en stigning.

Carapaz angreb fra favoritgruppen og fik hurtigt et stort forspring til Roglic. Derefter kørte Hugh Carthy fra den slovenske favorit, der sad alene med to Movistar-ryttere, der havde siddet i udbrud tidligere på dagen.

Roglic kæmpede sig i mål 21 sekunder efter Carapaz. Det betyder, han fører med 24 sekunder inden den sidste etape.

Roglic var en glad mand, da han var på podiet efter etapen.

- Det er altid godt med spændende afslutninger. Men ja, det var ret spændende, men jeg vidste, at hvis jeg kørte mit eget tempo, så ville mit forspring være nok. Det endte jo godt det hele, siger Primoz Roglic efter etapen.

- Jeg er virkelig glad, og det er en fed måde endelig at slutte sæsonen på.

Søndagens Vuelta-etape er den sidste løbsdag i årets sæson.