Cykling

Flest sejre i 27 år til Danmark: - Vi kan være utroligt stolte

Ni sejre på WorldTouren er det blevet til for de danske ryttere i 2020. Vi skal helt tilbage til 1993 for at finde en bedre dansk sæson målt på sejre.

Den professionelle cykelsæson for 2020 er overstået. En noget abrupt sæson med en normal indledning, en lang pandemipause og så et komprimeret slutprogram.

Men også en sæson, der set med rød-hvide cykelbriller gik ganske strålende. Faktisk den bedste sæson siden 1993 målt på sejre på allerøverste niveau.

Vi kan være utroligt stolte

Michael Mørkøv

I alt ni sejre blev det til på World Touren for danske cykelryttere i år - den seneste leveret af Magnus Cort i Vuelta a España.

- Det har været en imponerende sæson. To etapesejre i Tour de France er godt nok flot.

- Generelt om året kan man sige, at hver gang der har været danskere til start, så har mindst en af dem leveret. Det er virkelig vildt, siger Chris Anker Sørensen.

Danske World Tour-sejre i 2020

Seneste står øverst

  • Magnus Cort - 16. etape af Vuelta a España.
  • Mads Pedersen - Gent-Wevelgem.
  • Søren Kragh Andersen - 4. etape af BinckBank Tour.
  • Mads Pedersen - 3. etape af BinckBank Tour.
  • Søren Kragh Andersen - 19. etape af Tour de France.
  • Søren Kragh Andersen - 14. etape af Tour de France.
  • Jakob Fuglsang - Lombardiet Rundt.
  • Mads Pedersen - 2. etape af Polen Rundt.
  • Søren Kragh Andersen - 4. etape af Paris-Nice.

Ud over sejrsherrerne fremhæver cykeleksperten andre dygtige danskere, som i forskellige hjælperoller også har været med til at sikre triumfer for deres hold i 2020.

Danske ryttere på et meget højt niveau

Deriblandt Deceuninck-Quick Steps Michael Mørkøv, der har ledt vejen til flere etapesejre for blandt andre Sam Bennett i den nu forgangne sæson. 35-årige Michael Mørkøv er ikke overrasket over de gode danske præstationer i 2020:

- Selvom det har været en svær sæson, så får vi bare bekræftet, at alle os danske cykelryttere kører på et meget højt niveau. Det var ikke nogen tilfældighed, at Mads Pedersen blev verdensmester sidste år.

- Vi kan være utroligt stolte over alle de dygtige cykelryttere, vi har, som nu vinder cykelløb, hver gang der bliver kørt. Jeg ser ikke nogen chance for, at den tendens forsvinder lige foreløbigt, siger Mørkøv til TV 2 SPORT inden sidste etape af Vuelta a España.

"Været på vej længe"

Michael Mørkøv kunne i årets spanske Grand Tour både glæde sig over etapesejr til holdet, men også triumf for en af landsmændene. På 16. etape spurtede nemlig Magnus Cort fra alle andre og først over målstregen i Ciudad Rodrigo.

Den 27-årige bornholmer lukkede dermed den danske sejrsrække, der i alle professionelle herreløb nåede op på 19 sejre for året.

En sejrsrække han faktisk også selv åbnede 6. februar, da han vandt 2. etape i det franske løb Etoile de Bessèges.

Det er ret vildt, hvor mange sejre der er kommet

Chris Anker Sørensen

Ifølge ham har det længe stået i stjernerne, at dansk cykling var klar til en sejrstourné:

- Det har været på vej længe, og det har man kunnet se de sidste par år.

- Vi har jo en stor, ung gruppe, som jeg er en del af. Vi kommer stadig tættere og tættere på vores peak omkring de 27-28 år, og der bliver ved med at komme unge folk nede fra os, siger Magnus Cort.

Danske World Tour siden 1990

  • 2020: 9

  • 2019: 8

  • 2018: 7

  • 2017: 3

  • 2016: 2

  • 2015: 0

  • 2014: 0

  • 2013: 1

  • 2012: 1

  • 2011: 0

  • 2010: 1

  • 2009: 4

  • 2008: 3

  • 2007: 2

  • 2006: 2 (den ene er bjergtrøjen i Touren)

  • 2005: 3 (den ene er bjergtrøjen i Touren)

  • 2004: 1

  • 2003: 2

  • 2002: 1

  • 2001: 1

  • 2000: 1

  • 1999: 0

  • 1998: 3

  • 1997: 4

  • 1996: 6

  • 1995: 4

  • 1994: 4

  • 1993: 11

  • 1992: 2

  • 1991: 4

  • 1990: 5

Kilde: Pro Cycling Stats

Bortset fra Magnus Cort har også Mads Pedersen, Jakob Fuglsang og ikke mindst Søren Kragh Andersen bidraget til, at Danmark kun er overgået af seks lande, hvad angår World Tour-sejre i 2020.

Covid-19 var godt for dansk cykling

I toppen af listen er Belgien med 16 og Slovenien med 15 sejre. I den anden ende af listen finder vi lande som Norge, Slovakiet og USA, som alle blot har hentet 1 sejr i år på World Touren.

Ikke meget bedre er det for Spanien - tre styk - to af dem i det nationale højdepunkt Vuelta a España.

Men at Danmark klarer sig så markant bedre end eksempelvis Spanien er der en god forklaring på ifølge Brian Holm:

- En del af årsagen til et godt dansk cykel år, tror jeg, er, at vi ikke har haft lockdown. De spanske ryttere og italienerne har været lukket inde i deres små lejligheder – det er ikke særlig godt for formen.

- Så det lader til, at dem. der har kunnet træne, er kommet godt ud af det her lockdown og så også vundet de fleste cykelløb. Så man kan vende den på hovedet og sige, at covid-19 var godt for dansk cykling, siger sportsdirektøren hos Deceuninck-Quick Step.

Den udlægning kan Magnus Cort godt tillægge sig:

- Det kan godt være, det har spillet en rolle, for de fleste danskere tog til Danmark for at træne. For hovedet er det i hvert fald godt, at man kan komme udenfor og træne, siger EF Education First-rytteren.

Bedre end gyldent VM-år?

Som tidligere skrevet, så er den netop overståede sæson den bedste på allerøverste niveau for danskere siden 1993. Her var det nogle lidt andre løb, som udgjorde cykelsportens kongeklasse, men ikke desto mindre hentede Danmark i alt 11 sejre.

Flest tog Rolf Sørensen sig af med ni. Deriblandt etapesejre i Tirreno-Adriatico og Romandiet Rundt samt den monumentale kronjuvel: Sejren i Liège-Bastogne-Liège.

Men en sejr, som Danmarks mest vindende cykelrytter aldrig nåede, var sikringen af regnbuetrøjen og VM-titlen. Ikke desto mindre var han næsten lige så lykkelig som Mads Pedersen, da sidstnævnte sidste år vandt verdensmesterskabet.

En historisk bedrift af Mads Pedersen, der iført regnbuefarverne i år nåede at vinde anden etape af Polen Rundt.

Og netop den unikke danske VM-sejr sidste år gør det svært at sammenligne succesen i 2020 med året før - og de mange forinden med færre, ifølge Chris Anker Sørensen.

- En VM-sejr tæller dæleme meget.

- Men i år har det ikke været fuld sæson, så det er ret vildt, hvor mange sejre der er kommet på færre løb. De fleste World Cup-løb er selvfølgelig blevet kørt, men for eksempel Paris-Roubaix, der lå godt til de danske rytter, blev ikke kørt, siger cykeleksperten.

Lyn-analyse

Kan tendensen med mange danske sejre fortsætte?

- Det drømmer jeg da i hvert fald om. Jeg tror også, at flere af dem kan forbedre sig. Mads Pedersen er ved at finde ud af, hvad han skal satse på, Søren Kragh kører med en helt ny selvtillid, og Vingegaard har i Vueltaen virkelig slået sit navn fast. Så jeg forventer også, han vil udvikle sig yderligere.

- Casper Pedersen fik et kæmpe selvtillidsboost og bliver interessant at følge, og Mikkel Bjerg fandt også sig selv i år. Der er mange spændende unge danskere, der kan udvikle sig yderligere og i år har fået idéen, om at de kan være med.

Afstemning

Hvem har været den bedste mandlige danske cykelrytter i 2020?