Vuelta a España

Roglic vinder Vuelta a España efter stor nedtur i Touren

Primoz Roglic er vinder af Vuelta a España anno 2020. En sejr, der falder blot 50 dage efter, han tabte Tour de France-sejren på gulvet.

Det er mindre end to måneder siden, at to slovenere sendte chokbølger gennem hele cykelverdenen.

Tadej Pogacar stjal den gule førertrøje fra landsmanden Primoz Roglic på næstsidste etape af Tour de France.

Men det, Roglic ikke formåede at gøre i Paris, har han netop præsteret i Madrid. Jumbo-Visma-kaptajnen kunne søndag trille i mål iført førertrøjen og lade sig hædre som vinderen af Vuelta a España.

Og så endda for andet år i streg.

- Jeg er væddeløber, så jeg går efter at vinde, hver gang jeg stiller op. Sidste år var specielt, fordi jeg vandt Vueltaen som min første Grand Tour. Men det er smukt, at jeg kunne gentage det i år. Det har været en smuk sæson, siger Roglic.

Podiet, Vuelta a España 2020

  1. ​Primoz Roglic (Jumbo-Visma)
  2. Richard Carapaz (INEOS)
  3. Hugh Carthy (EF)

Måtte acceptere nederlaget i Touren

En præstation, der set ude fra bliver endnu mere imponerende af, at Roglic for så kort tid siden gennemgik sin nok største skuffelse i karrieren.

Sådan ser han det dog ikke helt selv.

- Jeg prøver altid bare at komme videre. Jeg måtte bare acceptere det, hvilket jeg gjorde. En andenplads i Touren, synes jeg stadig, er en smuk præstation. Jeg havde en del udfordringer henimod Touren, men til sidst endte jeg med at stå der. Jeg havde ikke engang turdet drømme om at klare mig så godt i de tre uger i Frankrig.

Sådan siger Primoz Roglic efter Vuelta-sejren, hvor spørgsmålet naturligvis faldt på, hvordan han rejste sig efter den store skuffelse i Frankrig.

Kun Roglic og Carapaz har haft førertrøjen

Vuelta a España har været en spektakulær omgang. Den røde førertrøje har skiftet hænder fire gange – skiftevis mellem Primoz Roglic og Richard Carapaz.

Vuelta a Espana var spækket til med bjerge fra første dag. Derfor var det også en favoritgruppe, der skulle kæmpe om førertrøjen og etapesejren på 1. etape.

Her var Roglic hurtigere end sine direkte konkurrenter. Han kørte i mål et sekund hurtigere end Carapaz, og med bonussekunderne førte han løbet med fem sekunder efter 1. etape.

En angreb kort før mål førte til slovensk etapesejr. Video: TV 2 SPORT

Roglic gik kold

En føring, Roglic bevarede i fem dage uden problemer.

Men på 6. etape gik det helt galt for sloveneren. En hård bjergetape i dårligt vejr betød, at Roglic tabte hele 43 sekunder til Carapaz.

Dermed røg han fra en første- til en fjerdeplads på samme etape, og svaghedstegnene stillede lige pludselig store spørgsmålstegn ved Roglic.

Primoz Roglic smed sin førertrøje på 6. etape af Vuelta a España, hvor Astanas Ion Izagirre kørte først over målstregen. Video: Nicolai Dvinge

Kæmpede sig tilbage

På de efterfølgende etaper fik Roglic dog svaret igen på kritikken.

Allerede på 8. etape blev fjerdepladsen vekslet til en andenplads, fordi han kørte fra alle klassementsfavoritterne.

Derfor var det kun 13 sekunder, der nu skilte ham fra Carapaz og førertrøjen. Dem hentede han på 10. etape, hvor han slog et hul på tre sekunder til Carapaz.

Med de ti bonussekunder for etapesejren var han i førertrøjen igen, selvom ham og Carapaz stod registreret i samme tid.

Primoz Roglic vandt 10. etape i Vuelta a España, hvilket sikrede ham ti bonussekunder i kampen om førertrøjen. Video: TV 2 SPORT

Angliru splittede favoritterne

Roglic fik dog kun lov til at beholde førertrøjen i to dage.

Det berygtede Angliru blev for stejlt til Roglic, hvor han igen måtte se sig slået af de andre bjergryttere.

Richard Carapaz krydsede målstregen ti sekunder hurtigere end Roglic, hvilket var nok til at tage førertrøjen tilbage.

Flere stjerner kom i voldsomme problemer på kongeetapen i Vuelta a España, som sluttede på det frygtede bjerg Alto de l'Angliru. Primoz Roglic mistede samtidig førertrøjen. Video: TV 2 SPORT

Satte det hele på plads på enkeltstart

Allerede etapen efter fandt Roglic styrken tilbage.

På 13. etapes enkeltstart satte Roglic alt og alle på plads. Med sin fjerde etapesejr stjal han trøjen tilbage fra Carapaz, fordi han kørte enkeltstarten 49 sekunder hurtigere end INEOS-kaptajnen.

Dermed fik Roglic endelig et godt hul til forfølgerne i klassementet.

Et hul, der rakte nok til at holde fast i førertrøjen gennem løbets sidste uge.

Godt nok smed Roglic 20 sekunder på 17. etape, men han kunne stadig krydse målstregen med en knyttet næve. Den anden Vuelta-sejr i streg var nemlig en realitet.

Richard Carapaz kørte godt, men Roglic fik afværget en ecuadoriansk storm. Video: TV 2 SPORT