Cykling

Formand fik kritik i sager om egen datter - DIF vil ikke blande sig

Henrik Jess Jensen har været formand i DCU siden 2016. Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

Formanden for DCU, Henrik Jess Jensen, kritiseres af DIF’s Etisk Komité for flere tilfælde af uordentlig ledelse.

Det kan sammenlignes med en næse i Folketinget.

Det mener formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Niels Nygaard, om den kritik, der er kommet af Danmarks Cykle Unions (DCU) formand, Henrik Jess Jensen.

Dermed er der ikke noget i vejen for, at DCU-formanden fortsætter, selvom han ifølge DIF’s Etisk Komité i flere tilfælde har udvist uordentlig ledelse.

- Ligesom der indimellem i Folketinget bliver uddelt næser, uden det i øvrigt får meget dramatiske konsekvenser, betragter vi det her som en udtalelse af, at tingene ikke er foregået hundrede procent, som de skulle, siger Niels Nygaard til TV 2 SPORT.

Han har med ’stor interesse’ læst udtalelsen i ’den første store sag’, som DIF’s Etisk Komité har behandlet om overtrædelse af såkaldt good governance i DIF og dets specialforbund.

- Men det er ikke sådan, at der fra vores side kommer en pegefinger og signalerer, at der skal ageres på det her, siger Niels Nygaard.

Henrik Jens Jessen blev undersøgt i fem forhold om magtmisbrug og nepotisme. Mens der i to af sagerne ikke blev fundet belæg for uordentlig ledelse, endte komitéen i fredags med at udtale kritik i tre tilfælde:

  1. Henrik Jess Jensens dobbeltrolle i forbindelse med valget af Aalborg som vært for Gran Fondo (VM for amatører) i 2024.
  2. Henrik Jess Jensens indblanding i beslutningen om at lade U-17 pigeryttere deltage ved DM i 2017 - herunder formandens egen datter.
  3. Henrik Jess Jensens indblanding i, hvem der i 2018 skulle udtages til EM for kvinder, hvor formandens egen datter var blandt kandidaterne.

Op til DCU selv at tage stilling

DCU er et specialforbund under DIF, men det er cykelunionens eget repræsentantskab, som afgør dets formands fremtid, fastslår Niels Nygaard.

- Jeg vil ikke give nogen råd, udover at give til kende at DCU og resten af idrætten skal lære af de fejl, som måtte være begået, siger DIF-formanden.

Jeg er sikker på, at de allerfleste af dem, der har modtaget en næse i Folketinget, har tænkt sig godt om fremadrettet

Niels Nygaard, formand, DIF

Ifølge ham er det ’et spørgsmål om graden af overtrædelse’, der afgør, om DIF kan have en formand siddende i et specialforbund, når vedkommende har tilsidesat god ledelse.

Men det er vel ret basale fejl, hvis du giver positiv særbehandling til en, der er i din egen familie eller den kommune, du er ansat i. Hvis ikke i det her tilfælde, hvad skal der så til, før I vil handle på sådanne sager?

- Det er op til de enkelte forbund og deres kompetente forsamlinger at tage stilling til, når der er foretaget handlinger, der skal tages stilling til. Det, vi kan gøre, er at komme med nogle udtalelser, og den udtalelse, vi har i denne sammenhæng, er, at vi noterer os, at man (DCU og Henrik Jess Jensen, red.) har taget det til efterretning.

- Habilitetsregler er jo ikke en eksakt videnskab, hvor man altid på forhånd kan definere helt præcist, hvornår noget er på den ene eller anden side af stregen. Vi oplever i mange kommunalbestyrelser, at der er gråzoner for, hvornår man er habil, og hvornår man ikke er.

Frygter ikke for manglende konsekvens

Men at presse landstræneren til at udtage ens egen datter er vel en ret alvorlig overtrædelse?

- Jeg vil ikke gå ind i detaljer i de sager, der har været i DCU. Der er mange forskellige sager, forskellige grader, og noget, som har vist sig ikke at være en sag.

- Det er altid et problem, når man ikke gør tingene hundrede procent efter bogen, men jeg ser det som et afsluttet kapitel, hvor tingene er blevet gennemgået, og der er kommet en udtalelse fra Etisk Komité, som er taget til efterretning, og som vi alle sammen må lære af fremadrettet.

Niels Nygaard har været formand for DIF siden 2007.

Når du sammenligner Etisk Komités udtalelser med at få en næse i Folketinget, kan det måske godt give en frygt for, at deres afgørelser ikke rigtig vil få en konsekvens?

- Det har jeg ikke en frygt for. Jeg er sikker på, at de allerfleste af dem, der har modtaget en næse i Folketinget, har tænkt sig godt om fremadrettet og ikke syntes, at det ville være rart at skulle få en næse igen.

- Jeg er sikker på, at både DCU og andre, der kunne komme i den her situation, lærer af det her forløb, og hvornår man skal tænke sig ekstra godt om.

Distriktsmøde om DCU-formand

I en udtalelse til TV 2 SPORT skrev DCU-formand Henrik Jess Jensen i fredags, at han var "glad for, at der er kommet en præcis og grundig vurdering fra DIF’s Etisk Komité", og at han ville tage "afgørelsen og kritikken af min personlige ageren til efterretning".

Han så imidlertid ingen grund til selv at tage en konsekvens af kritikken.

- Jeg mener personligt, at jeg godt kan blive siddende som formand på baggrund af den udtalelse, der foreligger fra DIF’s Etisk Komité. Men det er ikke op til mig at vurdere, da jeg er valgt af DCU’s kongres.

TV 2 SPORT har været i kontakt med formændene for DCU’s to distrikter – Sjælland og Jylland/Fyn - som til sammen har 34 repræsentanter med stemmeret på kongressen, hvor formanden vælges.

I slutningen af november afholder de i Distrikt Jylland/Fyn møde, hvor Henrik Jess Jensen vil være et af punkterne på dagordenen, fortalte Willy Frederiksen i fredags til TV 2 SPORT.

Her sagde formanden for Distrikt Jylland/Fyn imidlertid, at han 'ikke kan forestille sig, det får nogen betydning for Henrik Jess Jensens rolle som formand', men samtidig at han 'ikke ville blande sig i', hvad hans medlemmer mente om sagen.

Formanden for Distrikt Sjælland, Charlotte Frank, oplyser til TV 2 SPORT, at hun ingen kommentarer har til sagen.