Cykling

Ekspert udpeger de største navne uden kontrakt

Mark Cavendish, Miguel Angel Lopez og Michał Kwiatkowski har stadig ikke offentliggjort en kontrakt for næste sæson. Giuseppe Cacace/Stephane Mahe/Benoit Tessier / AFP/Reuters/Ritzau Scanpix

De fleste aftaler plejer allerede at være på plads på nuværende tidspunkt af året, men som så meget andet i 2020 er det også anderledes i år.

Cykelrytternes kontrakter løber indtil udgangen af et kalenderår. Det vil sige, at de ryttere, der har kontraktudløb i 2020, har lidt under halvanden måned til at få lavet en aftale til næste år.

Da vi skrev medio november, var der fortsat over 100 World Tour-ryttere, hvor kontraktsituationen var uafklaret. Nogle af dem kan selvfølgelig godt have lavet en aftale, som ikke er offentliggjort endnu - ligesom danske Jonas Gregaard, der figurerer på listen. Han har fremtiden sikret, det er bare ikke offentliggjort endnu.

Udover Jonas Gregaard er der yderligere tre danskere på listen, Michael Carbel, Jesper Hansen og Rasmus Byriel Iversen.

Andreas Stokbro Nielsen er ikke med på listen, da han har kontrakt for næste sæson med NTT-holdet. Spørgsmålet er i skrivende stund, om holdet eksisterer til næste år, men for indeværende kan vi ikke regne ham og de syv andre, der har kontrakt med holdet i 2021, som kontraktløse.

Her følger et overblik over nogle af de prominente navne, der endnu ikke har offentliggjort ny kontrakt.

Ryttere uden kontrakt

Mark Cavendish

Mark Cavendish

Mark Cavendish

Nuværende hold:

Bahrain - McLaren

Største resultater i år

  • 12.-plads 2. etape af Polen Rundt
  • 14.-plads 1. etape af Polen Rundt
  • 13.-plads 2. etape Vuelta a Burgos

Største resultater i karrieren

  • 30 etapesejre i Tour de France
  • 15 etapesejre i Giroen
  • Verdensmester 2011
  • 146 sejre i karrieren

Analyse

Man er ikke bedre end sine seneste resultater, har jeg altid fået at vide, og hvis man kigger på 2020, ser det sort ud for Mark Cavendish og fremtiden. Hans resultatliste er dog så imponerende, at jeg tror, der godt kunne være en række mindre hold, der gerne vil have den 35-årige brite. 

146 sejre er jo en vanvittig statistik at kunne diske op med. Hvis han skal blive på allerhøjeste niveau, kunne NTT-holdet, hvis det overlever, godt være der, han skal finde en plads. Han har tidligere kørt for holdet, dengang det hed Dimension Data, og han har selv udtalt, at han var villig til nærmest at køre gratis. Og for et hold, der muligvis kommer til at køre på skrabet budget, kunne en mand som ham måske være interessant. Romantikeren i mig kunne godt drømme om, at han kommer tilbage og kører en sidste sæson på toppen, for han er i min verden den største sprinter fra min generation.

Foto: Dirk Waem / Ritzau Scanpix

Michal Kwiatkowski

Michal Kwiatkowski sammen med Richard Carapaz på vej over stregen i Tour de France

Michal Kwiatkowski

Nuværende hold:

Team INEOS

Største resultater i år

  • Sejr 18. etape af Tour de France
  • 4.-plads til VM
  • 6.-plads Fleche Wallone

Største resultater i karrieren

  • Verdensmester 2014
  • Milano-San Remo 2017
  • Tirreno-Adriatico 2018

Analyse

Sidste sæson var der et rygte om, at sponsoren bag CCC-holdet gerne ville have den polske rytter på holdet, og det skulle bygges op omkring ham. CCC-holdet er dog fortid fra næste sæson, og jeg kan egentlig ikke forestille mig, at Kwiatkowski skal køre andre steder end Team INEOS. Han er en gudsbenådet hjælperytter, der formår at vinde på egen hånd, når muligheden byder sig. Personligt tror jeg på, at han allerede har skrevet med Team INEOS. Hvis de ikke beholder ham, er det en stor fejl i min optik.

Foto: Stephane Mahe / Ritzau Scanpix

Luis Leon Sanchez

Luis Leon Sanchez i den spanske mesterskabstrøje.

Luis Leon Sanchez

Største resultater i år

  • Spansk mester på landevej
  • Sejr 2. etape af Vuelta Murcia
  • Sølv til de spanske mesterskaber i enkeltstart

Største resultater i karrieren

  • Paris Nice 2009
  • 4 etapesejre i Tour de France (i årene 2008-2012)
  • 2xClasica San Sebastian 2010 og 2012

Nuværende hold:

Astana Pro Team

Analyse

Luis Leon Sanzhez er bare en klasserytter, og selvom han den 24. november fylder 37 år og har været professionel siden 2004, så tror jeg, han har et par gode år i sig endnu. Lige meget hvilket løb, du kaster ham ud i, så gør han opmærksom på sig selv. Enten som fantastisk hjælperytter eller ved selv at søge de muligheder, der byder sig fra udbrud.

Han har kørt på Astana siden 2015, og jeg tror da gerne, de vil beholde ham. Rygterne går dog på, at han er på vej til Moviestar. Hans erfaring kunne være god at få ind på det hold som støtte til de mange unge ryttere, de har lige nu.

Foto: Benoit Tessier / Ritzau Scanpix

Sergio Henao

Sergio Henao

Sergio Henao

Nuværende hold:

UAE-Team Emirates

Største resultater i år

  • 15.-plads Vueltaen
  • 10.-plads Tour Colombia
  • 22.-plads Tirreno-Adriatico

Største resultater i karrieren

  • Paris Nice 2017
  • 2.-plads Fleche Wallone 2013
  • 2x2.-plads Baskerlandet rundt 2015 og 2016

Analyse

Da han skiftede væk fra Team Sky i 2018, var det for at træde ud af hjælperytter-rollen og ind i kaptajn-rollen. Det er ikke ligefrem lykkedes med bravur. Bevares, en femtendeplads i Vueltaen er jo et rigtig fint resultat, men for et hold som UAE betyder det måske ikke så meget i det samlede regnskab.

UAE er i gang med at bygge et hold op omkring det unge stjernefrø Tadej Pogacar, der har brug for stærke folk omkring sig næste år i Tour de France. Han kunne selvfølgelig træde ind i en hjælperolle igen. Mest sandsynligt er det dog, han skal finde sig et nyt hold. Her kunne holdet Circus Wanty Gobert være en mulighed. De leder nemlig efter ryttere, der kan klatre - noget det belgiske hold mangler efter oprykningen til det fineste selskab. Ligesom de også netop har offentliggjort, at de henter Louis Meintjes hos NTT.

Foto: Joaquin Sarmiento / Scanpix Denmark

Giacomo Nizzolo

Giacomo Nizzolo på podiet til europamesterskaberne.

Giacomo Nizzolo

Nuværende hold:

NTT Pro Cycling

Største resultater i år

  • Europamester
  • Italiensk mester
  • Sejr 2. etape af Paris-Nice

Største resultater i karrieren

  • Europamester 2020
  • Etapesejr Paris-Nice 2020
  • Giro del Piemonte 2016

Analyse

Selvom Tour de France blev ødelagt af det styrt, han havde på 1. etape, og selvom han prøvede at kæmpe sig igennem, måtte han udgå på 8. etape og slutte sæsonen i utide, så har 2020-sæsonen været en god en af slagsen. Han har vist, at det han præsterede i 2016 ikke bare var et ”one hit wonder”. Så jeg er ret sikker på, at han ikke bør have svært ved at finde plads på et af de hold, der mangler en sprinter.

Foto: Damien Meyer / Ritzau Scanpix

Fabio Aru

Fabio Aru

Fabio Aru

Nuværende hold

UAE-Team Emirates

Største resultater i år

  • 10.-plads Tour de l’Ain
  • 9.-plads Vuelta a Burgos
  • 5.-plads Mont Ventoux Challenge

Største resultater i karrieren

  • Vueltasejr 2015
  • 2.-plads Giroen 2015
  • 6 Grand Tour-etapesejre (1 Tour de France, 3 Giroen og 2 Vueltaen)

Analyse

De sidste sæsoner har ikke været nogen dans på roser for Fabio Aru. I foråret 2019 blev han opereret i det ene ben på grund af en forsnævret blodåre. Han kom tilbage og præsterede fint i Tour de France, men måtte udgå i Vueltaen senere på året med en muskelskade. I år så han ud til at være på rette vej frem imod Tour de France, men på 9. etape stod han af på grund af personlige årsager.

Der er mange i cykelsporten, der efterhånden har mistet troen på, at Fabio Aru kan genfinde fordums styrke. Nogle italienske medier har på denne baggrund spekuleret i, om Fabio Aru vil træde et skridt ned og køre for et mindre italiensk hold. Disse hold deltager i Giroen, og dermed har han fortsat mulighed for at køre en af de store rundture.

Foto: Marco Bertorello / Ritzau Scanpix

Miguel Angel Lopez

Miguel Angel Lopez

Miguel Angel Lopez

Nuværende hold

Astana Pro Team

Største resultater i år

  • Sejr 17. etape af Tour de France
  • 6.-plads Tour de France
  • Sejr 4. etape af Volta Algarve

Største resultater i karrieren

  • 3.-plads Giroen 2018
  • 3.-plads Vueltaen 2018
  • Schweiz Rundt 2016
  • 3 Grand Tour-etapesejre (1 Tour de France og 2 Vueltaen)

Analyse

Selvom han endnu ikke har gentaget bedriften fra 2018 med at køre på podiet i en Grand Tour, så gjorde han det ganske glimrende i sin Tour de France-debut, og især etapesejren på Col de la Loze tror jeg, de fleste kan huske. Rygterne siger, at han ikke bliver på Astana, og jeg er ret sikker på, der er flere hold, der gerne vil have fat i den colombianske klatre.

Han er blandt andet blevet nævnt på vej til Moviestar - et hold, han ellers ikke snakkede pænt om i Vueltaen 2019, hvor han var rasende på dem, da de angreb efter et stort styrt. Jeg kunne dog godt se ham passe ind på det spanske hold, som mangler en rytter af hans kalibre, da Enric Mas og Marc Soler ikke kan løfte arven alene.

Foto: Benoit Tessier / Ritzau Scanpix

Carlos Betancur

Carlos Betancur dengang da han vandt Paris Nice

Carlos Betancur

Nuværende hold:

Moviestar Team

Største resultater i år

  • 47.-plads på 5. etape af Tour Colombia
  • 45.-plads på 4. etape af Vuelta a San Juan

Største resultater i karrieren

  • Paris Nice 2014
  • Giro dell’Emillia
  • 5.-plads Giroen 2013

Analyse

Jeg tror ikke, vi får den colombianske rytter med tilnavnet Bananito at se igen i det professionelle felt. Da cykelsæsonen skulle starte igen efter coronapausen, missede Carlos Betancur det fly, der skulle fragte de colombianske atleter til Europa. Dermed har han kun kørt de to sydamerikanske løb i slutningen af januar og starten af februar. Betancur har vist, at han kan køre på en cykel, men han har også vist, at der er mange andre ting ved livet som professionel cykelrytter, han ikke magter så godt. Dermed kan jeg altså ikke se et hold, der skriver kontrakt med ham.

Foto: Eric Gaillard / Scanpix Denmark

Gianni Moscon

Gianni Moscon

Gianni Moscon

Nuværende hold: 

Team INEOS

Største resultater i år

  • 11.-plads Volta Valenciana
  • 18.-plads Gran Piemonte
  • 18.-plads Gran Trittico Lombardo

Største resultater i karrieren

  • 3.-plads Lombardiet rundt 2017
  • 5.-plads Paris Roubaix 2017
  • Tour of Guangxi

Analyse

Hvis man udelukkende ser på hans cykelmæssige kvaliteter, ville alle hold være ude efter ham. For nøj, hvor kan han meget på en cykel. Han sad altså med i finalen ved VM i 2018 og 2019 på to vidt forskellige ruter. Der er dog bare problemet med hans temperament. Senest blev han diskvalificeret i Kuurne-Bruxelles-Kuurne for at have kastet en cykel i hovedet på Jens Debusschere efter et styrt.

Dette er kun en af mange sager igennem hans ikke så lange karriere, hvor han bestemt ikke har set godt ud. Denne side af Gianni Moscon kan bestemt godt afholde hold fra at skrive kontrakt med ham. Meget tyder dog på, han får et år mere hos INEOS. Ifølge Cyclingnews skulle Moscon havde udtalt, han bliver et år mere - det er dog endnu ikke bekræftet af holdet.

Foto: Philippe Lopez / Ritzau Scanpix

Will Barta

Will Barta

Will Barta

Nuværende hold:

CCC Team

Største resultater i år

  • 2.-plads 13. etape af Vueltaen
  • 22.-plads Vueltaen
  • 11.-plads Tour Poitou-Charentes

Største resultater i karrieren

  • 2.-plads 13. etape af Vueltaen
  • 22.-plads Vueltaen
  • 11.-plads Tour Poitou-Charentes

Analyse

Will Barta skiller sig måske lidt ud i det her selskab, men jeg har ham med for at vise, hvor vigtigt ét resultat kan være. Han skiftede fra Hagens Berman Axeon holdet, som har været noget af en talentfabrik de senere år, til Team CCC i 2019. Han har dog ikke ligefrem lavet talrige resultater, men det han viste på enkeltstarten i Vueltaen, hvor han var ét sekund fra et vinde etapen og slå Primoz Roglic, gør, at der er en del hold, der har fået øjnene op for ham.  

Foto: Anne-christine Poujoulat / Scanpix Denmark

Enrico Gasparotto

Enrico Gasparotto snød Michael Valgren på stregen og vandt Amstel Gold Race.

Enrico Gasparotto

Nuværende hold:

NTT Pro Cycling

Største resultater i år

  • 30.-plads Flèche Wallone
  • 38.-plads Liege Bastogne Liege 
  • 46.-plads VM i samletstart

Største resultater i karrieren

  • 2xAmstel Gold Race (16 og 12)
  • Sejr 5. etape Tirreno Adriatico 2010
  • 3.-plads Liege Bastogne Liege 2012

Analyse

Enrico Gasparotto bliver 39 år til marts, og dermed er han ikke en fremtidens mand. Hvis et hold skal skrive med ham, er det for den erfaring, han kan bringe med sig ind på et hold. Han har kørt hele 30 monumenter, blandt andet 12 gange Liège-Bastogne-Liège. Hans største resultater er jo også kommet i netop Ardennerklassikerne, men han er ikke helt på samme niveau mere. Jeg kunne godt se ham passe ind på et hold med mange unge ryttere - såsom Ivan Basso og Alberto Contadors EOLO-Kometa hold, der næste år hører til i næstbedste kategori. Spørgsmålet er så bare, om han kan se sig selv på sådan et hold?

Foto: BAS CZERWINSKI / Scanpix Denmark