Cykling

Lars Bak skal stå i spidsen for storsatsende cykelprojekt

Lars Bak skal stå i spidsen for et nyt kvindehold, der ser dagens lys i 2022. TV 2 SPORT

Den tidligere cykelrytter Lars Bak skifter herrecykling ud med kvindecykling, når han skal være med til at opbygge et hold til World Touren.

- Jeg tror, det kommer til at overraske rigtig mange. De vil nok tænke: ”Lars Bak og kvindecykling?”. Men jeg glæder mig helt vildt.

40-årige Lars Bak er udvalgt som manden, der skal stå i spidsen for et storsatsende cykelprojekt, hvor norske Uno-X vil skabe et kvindehold, der kan gå direkte ind på World Touren. Det fortæller han til TV 2 SPORT.

Danskeren vil få en titel som General Manager - sportslig leder - på kvindeholdet, der først skal stå klar i starten af 2022. Dermed får Lars Bak hele 2021 til at lave forarbejdet til et hold, der skal bygges op fra bunden.

- Jeg skal simpelthen ud og ansætte trænere, mekanikere, massører, sportsdirektører, buschauffører og hvad der ellers følger med på et professionelt cykelhold. De går all-in på at få et af de allerbedste hold inden for kvindecykling. Jeg har ansvaret for, at projektet står klar til at køre fra 2022 som et stort hold på kvindernes World Tour, siger Lars Bak, der skal ud og trække på sine kontakter i cykelverdenen:

- Jeg kender jo rigtig mange i branchen, som jeg har arbejdet sammen med i min tid, og det er jo med at finde de bedste medarbejdere, man kan finde - og finde de bedste ryttere. Der skal skabes et så godt hold som muligt.

Bak er lederen, Uno-X har ledt efter

Efter 18 år som aktiv på cyklen stoppede han sidste år karrieren, hvorefter han har brugt denne sæson som assisterende sportsdirektør på NTT Pro Cycling, der langsomt er ved at gå i opløsning.

Det er fuldtidsfolk, vi skal ud og have fat i, så det hele skal være lige så professionelt som herreholdet

Lars Bak om opbygningen af kvindeholdet

For et stykke tid siden blev han så kontaktet af Jens Hauglund, der er cykelchef ved Uno-X. Nordmanden var ikke i tvivl om, at Lars Bak var den rigtige mand til at stå i spidsen for det storsatsende kvindeprojekt, de første gang præsenterede for to måneder siden.

- Lars er lederen, vi har været på udkig efter. Han er en fantastisk fyr med passion for sporten, og han ved, hvad der kræves. Jeg er utrolig stolt over, at han har takket ja, siger Jens Hauglund til TV 2 SPORT.

Lars Bak har altid været kendt som en hårdtarbejdende cykelrytter med plads til et smil.

En anerkendelse, som gør den danske hovedperson stolt.

- Jeg blev smigret og benovet over, at Jens kontaktede mig. Det bliver meget nyt for mig, og det er ligeså meget management, som det er cykelsport. Det er jo en udfordring, jeg ikke kunne sige nej til. Jeg tror, det bliver vildt spændende, og det er en fed chance at få, siger Lars Bak.

Samtidig tilføjer han, at beslutningen også er truffet efter samtaler med den tidligere kollega og gode ven Kurt-Asle Arvesen, der er ansat på Uno-X' herrehold.

Her ses Team CSC i 2006 med Dan Frost, Fabian Cancellara, Kurt-Asle Arvesen, Lars Bak og Stuart O'Grady i nævnte rækkefølge.

Fra herre- til kvindecykling

Og så er der jo lige det med at gå fra herrecykling til kvindecykling. For selvom Lars Bak beskriver kønnet på holdet som "underordnet, når man skal bygge et hold op", så er han ikke i tvivl om, det bliver noget helt andet.

- Jeg kommer lidt på udebane med kvindecykling, og derfor er det vigtigt, man agerer sammen med mennesker, der har mere forstand på det end én selv. Og jeg er også begyndt at sætte mig mere og mere ind i det. Det er en udfordring, som jeg tager op

- Men om det er kvinder eller mænd, så vil man jo skabe de bedste rammer. Det er det, jeg er ansat til. Det er det, der bliver udfordringen - om jeg kan få det hele til at spille. Og så er det klart, jeg kun har været cykelrytter og ansat på et herrehold. Men jeg har allerede snakket med nogen, som har arbejdet med kvindehold, og det handler jo stadigvæk om at vinde cykelløb og træne hårdt, lyder det optimistisk fra Lars Bak.

Kvindecykling får mere og mere opmærksomhed

Derudover glæder han sig over at se, hvor meget kvindecykling er vokset i de seneste år, og at flere og flere løb bliver TV-transmitteret.

For Lars Bak er det et tydeligt tegn på, at der kommer mere ligestilling i cykelsporten, ligesom at flere storhold på World Touren også har startet et kvindehold.

- Man ser inden for mange sportsgrene, at kvinderne får mere og mere opmærksomhed. Den bølge vil Uno-X gerne med på, og de har store ambitioner om at skabe et stærkt kvindehold.

Ét sted får kvindeholdene dog svært ved at matche herreholdene - den økonomiske del. Sidste år kom det frem, at Team Sky (nu INEOS) lå på et budget omkring 300 millioner kroner for én sæson og med længder toppede listen, da de andre herrehold på højt niveau formentlig lå på et budget omkring halvdelen.

Ifølge Cycling Weekly har de bedste kvindehold dog kun et budget omkring 15-18 millioner kroner.

Lars Bak vil få penge at arbejde med

Hos Uno-X skal herreholdet igen i næste sæson køre som ProTeam, hvilket er næsthøjeste niveau. Og når kvinderne efter planen kommer ind på World Touren i 2022, vil der ifølge Uno-X-chef Jens Haugland heller ikke være væsentlig forskel på holdene.

- Vi skal op på det økonomiske niveau, som det kræves for at drive et fremtidsrettet, professionelt kvindehold under de samme forudsætninger som resten af Uno-X-holdet - uanset køn, siger Jens Haugland.

Samme opfattelse har Lars Bak fået.

- Det skal være et topprofessionelt hold, og vi skal lave et rigtig godt hold, så der vil være nogle penge at arbejde med. De har meget kapital, og det er fuldtidsfolk, vi skal ud og have fat i, så det hele skal være lige så professionelt som herreholdet, slår Bak fast.

Eneste forskel bliver antallet af ryttere. Her har et typisk kvindehold kun omkring 11-14 ryttere ansat, da der ikke køres ligeså mange løb for kvinder, og længden på løbene heller ikke matcher herrernes.

Lars Bak bliver foreløbig boende i Luxembourg og arbejder derfra, ligesom han forventer, at Uno-X' kvindehold får base i Belgien, hvor herrerne holder til. Herfra er det nemlig nemmere at rejse ud til cykelløb rundt omkring i Europa - frem for at have base i Norge.