Cykling

Jesper Hansen indstiller karrieren

Den danske cykelrytter Jesper Hansen har indstillet jagten efter en professionel kontrakt – og vil nu søge efter et almindeligt job.

Artiklen er opdateret efter Riwals udmelding om, at holdet ikke fortsætter som pro-kontinental i 2021.

Han har efterhånden indset realiteten.

Der er ikke plads til Jesper Hansen på den professionelle cykelscene i 2021, og derfor forventer han nu at stoppe karrieren.

- Jeg har indstillet mig på, at jeg skal finde noget andet at lave. I takt med at jeg har gået rundt herhjemme og vendt det hele oppe i hovedet, synes jeg egentlig, det er okay, siger Jesper Hansen B.T.

- Jeg er lidt lettet faktisk. Efter jeg har fået familien, kan jeg godt mærke, at det har trukket lidt mere.

Vi har dog ikke haft kontakt i et stykke tid, så jeg er ved at have indset, at det er slut

Jesper Hansen om kontakten med Riwal

Jesper Hansen uddyber til TV 2 SPORT, at det ikke er lykkedes ham at finde noget hold, og at hans agent derfor er stoppet med at afsøge mulighederne på markedet.

- Der har været nogle hold, der har været interesserede, men det er ikke blevet til noget. Jeg er begyndt at se det i øjnene, at jeg skal finde noget andet at lave. Og det har jeg det egentlig fint med.

- Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at blive så god som muligt. Så er det bare det her, det kunne blive til.

Riwal var sidste mulighed

Indtil lørdag formiddag var der et enkelt lille håb, der rumsterede i Jesper Hansens baghoved.

Han tidligere har haft kontakt til det danske prokontinentalhold, Riwal Securitas, hvor de fortalte, at de var interesseret i danskeren. Det kunne have forlænget karrieren, hvis Riwal fik de økonomiske ender til at nå sammen og dermed blev i stand til at fortsætte på samme niveau.

- Vi har dog ikke haft kontakt i et stykke tid, så jeg er ved at have indset, at det er slut, siger han.

Kort efter TV 2 SPORTs interview med Jesper Hansen meddelte Riwal til Ekstra Bladet, at holdet har opgivet at fortsætte som prokontinentalt hold i 2021. Derfor er Hansens karriere som toprytter forbi, mens Riwal håber at køre videre som kontinentalhold.

Jesper Hansen fortæller, at han nu vil forsøge at finde et job i cykelbranchen – enten som mekaniker eller sælger.

Han har tidligere kørt for Tinkoff-Saxo og Astana. Senest kørte han for det franske Cofidis-hold i 2019 og 2020. Her får han dog ikke forlænget kontrakten.

Jesper Hansens bedste resultat er en samlet sejr i Tour of Norway i 2015.