Cykling

Movistar-dansker rykker hjem i jagt på klassikersucces

Mathias Norsgaard er på vej tilbage efter endnu en operation. Han sigter efter succes i forårets klassikere.

2020 blev alt andet end en succes for cykelrytteren Mathias Norsgaard Jørgensen.

Tempospecialisten, der forud for sæsonen fik en toårig kontrakt hos Movistar, brækkede benet i en træningsulykke i Spanien forud for sæsonen og kom aldrig for alvor i omdrejninger.

Nu er han på vej tilbage efter endnu en operation, og i jagten på resultater er han rykket hjem for at træne.

- I år forbereder jeg mig i Danmark i stedet for at tage til Spanien, siger han.

- Jeg har en tanke om, at jeg gerne vil køre stærkt i klassikerne. Jeg tror, at jeg er blevet inspireret af nogle af de andre danskere som Mads Pedersen og Kasper Asgreen, der gør det rigtig godt i klassikerne.

- I bund og grund handler det om at være en hård hund. At køre cykelløb under svære forhold. Det er der bare i Danmark nu, og det er der ikke i Spanien. Der er det høj solskin og en rigtig fed livsstil. Men det handler om at vænne kroppen til, at det er i det her vejr, vi kører cykelløb, siger Mathias Norsgaard.

"Det havde gjort ondt så længe, at jeg havde vænnet mig til det"

23-årige Norsgaard gjorde comeback i løbet Gran Trittico Lombardo i august, og han deltog også i flere andre løb.

Men resultaterne udeblev, og fornemmelsen var ikke optimal. Efter etapeløbet BinckBank Tour tog han til Danmark for at blive skannet, og dommen var klar: Benet var ikke helet efter 11 måneder, og han skulle under kniven igen.

- Nu ved jeg, hvordan det rigtig skal føles. Jeg kan ikke umiddelbart mærke, at jeg har brækket benet. Det er en kæmpe forskel.

- Det havde gjort ondt så længe, at jeg havde vænnet mig til det. Sådan tror jeg, at mennesker er. Stille og roligt finder du ind i en ny hverdag, hvor det er en del af dig, siger han.

Norsgaard satser på at være klar til konkurrere igen i februar eller marts, og som en del af træningen i Danmark kører han blandt andet cykelcross.

- Det er jo ret hårdt for benene, men det føles bare så lækkert. Så jeg tror ikke, det bliver noget problem at køre på brosten, vurderer Norsgaard.

Den to meter høje rytter blev i 2018 nummer tre ved U23-VM i enkeltstart. Året efter vandt han en etape i løbet Tour de l'Avenir.