Danskerhold har fået coronavaccine som det første i verden
UAE Team Emirates blev torsdag vaccineret mod covid-19 som det første cykelhold i verden.
Artiklen er opdateret fredag, efter at UAE Team Emirates har udsendt en pressemeddelelse om vaccinationen af sine ryttere og øvrige ansatte
Flere og flere mennesker verden over bliver i disse uger, dage og timer vaccineret mod covid-19.
En tendens, der nu også har gjort sit indtog i den professionelle sport.
I hvert fald blev cykelholdet UAE Team Emirates som det første i verden vaccineret mod covid-19 torsdag. Ja, holdet er sågar - formentlig - det første professionelle sportshold i verden i det hele taget, der er blevet vaccineret mod covid-19.
Det skrev det italienske cykelmedie Tuttobiciweb torsdag efter at have fået nyheden bekræftet af holdet.
Den danske cykelrytter Mikkel Bjerg kører for UAE Team Emirates. Han kan altså have været en af de første sportsfolk i verden, der har modtaget en vaccine mod covid-19.
Fredag har UAE udsendt en pressemeddelelse, hvori der står, at 27 ryttere inklusive sidste års Tour de France-vinder Tadej Pogačar og 32 øvrige ansatte har fået vaccinen, der er kinesisk og udviklet af det statsejede kinesiske selskab Sinopharm CNBG.
Ifølge UAE's hjemmeside har holdet dog 28 ryttere på kontrakt, men det var også op til rytterne og stabsmedlemmer selv at bestemme, om de ville have vaccinen eller ej. Hvilken rytter, der har takket nej, oplyser holdet ikke.
Vaccineres på træningslejr
Onsdag mødte holdet ind til vinterens træningslejr i Abu Dhabi, der er hovedstaden i holdets hjemland, De Forenede Arabiske Emirater. Og det var netop i Abu Dhabi, at vaccinationen af holdets ryttere og stab blev udført.
UAE Team Emirates har fået muligheden for at blive vaccineret, da myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater har valgt at tilbyde vaccinen til professionelle sportshold. En praksis, der ellers ikke er kutyme andre steder i verden, hvor den professionelle sport følger den overordnede vaccinationsplan for de enkelte lande og samfund.
Manageren for det arabiske cykelhold, Mauro Gianetti, er stor fortaler for vaccinen mod covid-19 og har ifølge Tuttobiciweb deltaget i forskningsforsøg i udviklingen af vaccinen.