Topsprinter med ambitiøs udmelding
Caleb Ewan satser på at vinde mindst en etape i både Giro d'Italia, Tour de France og Vuelta a España i 2021.
De færreste cykelryttere formår at vinde etaper i de tre grand tours, Giro d'Italia, Tour de France og Vuelta a España, i løbet af en karriere.
Den australske sprinter Caleb Ewan vil gøre det på samme år.
Det fortæller han i et interview med avisen Het Nieuwsblad.
- Det er et af mine mål for 2021, siger han.
Ewan mener, at der er fine forudsætninger for at hente gode resultater i det største cykelløb af alle, Touren. Her drømmer han også om at kæmpe med om den grønne pointtrøje.
- Touren byder i år på flere muligheder for sprintere, og det ser jeg som en stor chance. De andre år har jeg ikke været inde i kampen om den grønne trøje, og jeg har kun gået efter etapesejre, siger australieren.
26-årige Caleb Ewan har allerede vundet etaper i de tre store etapeløb. Indtil videre er det blevet til fem etapesejre i Tour de France, tre i Giro d'Italia i og en i Vuelta a España for den 165 centimeter høje cykelrytter, som kører for belgiske Lotto Soudal.
World Tour-sæsonen hos mændene bliver skudt i gang med UAE Tour, der køres i slutningen af februar. Første grand tour er Giro d'Italia, som begynder 8. maj.