Cykling

Dansker sultede sig: - Jeg troede, jeg skulle være en fandens karl

Nye kostvaner har forandret Jonas Gregaards liv. Nu oplever han en helt anden glæde ved at køre på cykel.

Gang på gang er Jonas Gregaard gået sulten i seng.

Næste morgen er han stået sulten op og taget sulten på træningstur.

Den danske Astana-rytter var overbevist om, at det var vejen til toppen af cykelsporten, hvor rytternes vægt er stærkt forbundet med præstationerne.

Når man spiser lidt, vejer man lidt, var Gregaards ræsonnement – og sådan er han langt fra den første, der har tænkt.

Men midt i 2020 fandt han ud af, der er en anden måde at spise og leve på.

- Jeg tror, jeg tog det til next level at være så professionel, som jeg kunne. Jeg tænkte, jeg skulle være en fandens karl og bare gøre alt 110 procent.

- Men jeg fandt ud af, at den gammeldags måde – med at køre fem timer uden at spise andet end en banan og så drikke vand til, som nogen står og taler om, man skal - det er bare ikke sådan, man skal gøre mere, siger Jonas Gregaard til TV 2 SPORT.

Lige pludselig tager det ene det andet, og så er du for tynd

Jonas Gregaard

Jonas Gregaard troede, at han skulle være en streg i luften. Så ville han køre stærkt, fordi lav vægt er lig med høj fart. Men midtvejs i sin første sæson som professionel fik han den overraskende besked fra Astana-teamet, at han var for tynd.

Han spiste for lidt og havde dermed ikke energi nok i kroppen – og lav energi betyder altså mere end lav vægt i professionel cykelsport.

- Når du kommer ned og vejer rigtig lidt, og din fedtprocent måske er på fire, så er det ikke særlig sundt for din krop. Det tror jeg, er en af de største fejl, jeg har lavet som professionel. Jeg troede, man bare skulle være tynd, tynd, tynd.

- Nu har jeg indset, at det er en helt anden måde, vi gør det på holdet. Man skal loade meget mere med kulhydrater, og jeg har aldrig spist så mange kulhydrater som de seneste par måneder – uden jeg tager på. Jeg vejer det samme, som da jeg levede usundt, siger Gregaard og tilføjer, at han håber, andre ryttere undgår samme fejl:

- Cykling er meget old school, og når du kommer ind som neo-pro på et af de største hold, så tænker du: Jeg skal være tynd, tynd, tynd og rigtig god opad. Lige pludselig tager det ene det andet, og så er du for tynd. Og så forstår du ikke, hvad der sker. Du tror, du skal gå sulten i seng.

- Men man kan træne meget hårdere – brage den af som om, det var et cykelløb – når man har spist nok. Det er dét, der er forskellen. Du kan rykke dit niveau hele tiden.

De seneste måneder har Jonas Gregaard vejet sin mad, så han er sikker på at spise nok. Det har gjort underværker for den daglige træning, og Gregaards data er bedre i 2021 end de var på samme tidspunkt i 2020.

- Jeg kan begynde at nyde at være på cyklen. Jeg føler, jeg endelig kan gøre tingene på den måde, jeg gerne har villet gøre hele tiden. Jeg har fået mere styr på mit eget liv, og jeg har det bare supergodt, slutter han.

Jonas Gregaard er i øjeblikket på træningslejr med sine holdkammerater. Forårets store mål er deltagelse i Giro d'Italia.