Cykling

Her er årets Vuelta-rute

Der venter 11 kuperede etaper for Vuelta-feltet i august og september.

Vanen tro bliver årets Vuelta a España en sag for de, der bedst kan lide at køre i bjerge.

Det står klart efter præsentationen af ruten til 2021-udgaven af løbet.

Ikke mindre end 11 kuperede etaper venter Vuelta-feltet.

- Antallet taler sit eget tydelige sprog, vurderer TV 2 SPORTs cykelsportsekspert Chris Anker Sørensen.

- Det er en rute, som tiltaler dem, der kan lide at køre opad. Der er som sædvanlig ikke mange sprinteretaper og kun én reel tidskørsel på sidste etape udover den indledende, lyder det.

Vuelta a España begynder med en 8 kilometer lang enkeltstart i Burgos, hvorefter de tempostærke må vente helt til 21. etape med at få 33,7 kilometer alene mod uret igen.

Dermed sniger totalen af tidskørselskilometer sig kun lige op over de 40 - godt og vel 7 mere end sidste år.

- I modsætning til Tour de France, hvor der er to lange enkeltstarter, bør Vuelta-ruten tiltale bjergrytterne, der har mulighed for at få så stort et forspring i bjergene, at enkeltstartsspecialisterne får svært ved at tage tiden tilbage på tidskørslen, vurderer Chris Anker Sørensen.

Antallet af bjergetaper er en balance

Vuelta-arrangørerne skriver selv, at de har fundet 11 nye start- og målbyer til årets udgave.

En del af dem er altså med mål på toppen.

Ifølge Chris Anker Sørensen er det en balancegang at finde det rette antal bjergetaper.

- Der er kun et bestemt antal bjergetaper i et løb, der kan angribes på, så at proppe flere ind gør det ikke nødvendigvis mere spændende, vurderer eksperten.

- Men jeg synes altid, at Vuelta-arrangørerne har været gode til at mikse bjergetaperne, så der er etaper for udbrydere og etaper for de rene klassementsslag.

I 2020 viste slovenske Primoz Roglic sig stærkest. I et løb med kun en tidskørsel tog han den samlede Vuelta-sejr.

Årets Vuelta a España begynder 14. august og slutter 5. september.

Årets Vuelta a España.