Cykling

Regel-tyranni, rettidig omhu eller den lette løsning?

Meninger har været mange blandt rytterne og på de sociale medier i forbindelse med UCI’s regelændringer

I løbet af den sidste uges tid har den internationale cykelunion, UCI, fremført en række tiltag, som skal forbedre sikkerheden for rytterne i feltet. Alt dette kommer i kølvandet på det skrækkelig styrt, der skete sidste år i Polen Rundt, hvor Fabio Jakobsen en overgang svævede mellem liv og død.

De har blandt andet lavet et minimumskrav til barrieren i World Tour-løb, men de to tiltag, som har fået største opmærksomhed, er forbuddet mod at lægge sig ned på overrøret på nedkørsler i den position der hedder ”supertuck”, og at man ikke må hvile med armene direkte på styret, medmindre man kører enkeltstart.

Holdninger til disse ændringer er, som skrevet, delte. Gianni Bugno, der er præsident for rytternes fagforening, CPA, har været ude og bakke op om tiltaget og sagt, at rytterne skal ihukomme, at de er rollemodeller.

Lige i den her sammenhæng synes jeg, det er en rigtig dårlig argumentation. For jeg håber da ved den søde grød, at folk, børn som voksne, godt kan regne ud, at de ikke skal fare ud og lave de samme tricks på en cykel som Wout van Aert og Mathieu van der Poel. Ellers er der godt nok mangt og meget, og det gælder ikke kun i cykelsporten, der skal til at være forbudt.

Et af de kraftige argumenter imod disse regelændringer er, at der aldrig er sket styrt som følge af de to føromtalte positioner på cyklen. Vi skal dog kun tilbage til Vueltaen sidste år for at finde eksempler på, at der var ryttere i feltet, der kritiserede Andrey Amador for at sidde i den aerodynamiske position med armene hvilende på styrtet i finalen.

De manglende eksempler på styrt kan dog også bruges som et argument for regelændringen. For viser UCI ikke rettidig omhu ved at handle, før end at katastrofen sker? Jeg tror, alle cykelryttere vil være enige om, at du har bedre styr på cyklen, når du holder ordentlig fat i styret, eller sidder ordentlig på sadlen.

Jeg er også sikker på, at UCI ville få på puklen, hvis der til sommer skete et stort styrt som følge af en rytter, der kørte i en af de to positioner, hvis de nu ikke havde lavet regelændringen.

Man kan dog spørge sig selv, om UCI ikke med fordel kunne fokusere på andre ting, end hvordan rytterne sidder på cyklen? Mit svar ville helt sikkert være: "Jo, det burde de".

Jeg synes, der er mange andre ting, der burde komme foran i køen. Eksempelvis burde man overveje at lave en ekstern organisation, der skulle kigge ruterne igennem i god tid, inden løbene skulle køres og igen på selve løbsdagen, således at man var sikker på, at sikkerheden var på plads, vejene i ordentlig stand, og at der ikke er et farligt sving med 400 meter til mål.

Problemet med denne løsning er, at det er en bekostelig affære. Det koster ikke penge for UCI at indføre forbuddet, og det koster heller ikke nogen penge for løbsarrangørerne, at rytterne nu ikke længere må bruge de to positioner. Ligesom jeg heller ikke vil mene, det får den store indflydelse på løbets gang, og dermed kommer os fans heller ikke til at lide under det.

Dermed står rytterne tilbage, og jeg kan godt forstå, de føler, at de får nogle regelændringer trukket ned over hovedet. Det vil de nok desværre gøre, så længe at de selv er så splittede, som de er. Og så længe de har en rytterorganisation, som ikke virker til at have fingeren på pulsen, hvad angår ønsker fra dem, de egentlig burde repræsentere.