Cykling

Dette billede var hårdt at se for komet, der røg ud over bro

Remco Evenepoel føler, at det kunne have været ham, der sad i hjulet på Rohan Dennis på vej mod Giro d'Italia-sejren.

”Det kunne have været mig”-følelsen plantede sig solidt i baghovedet, da cykelsportens måske største talent Remco Evenepoel så Giro d’Italia hjemmefra sidste år.

Den belgiske komet kunne på grund af sit vanvidsstyrt ud over en bro i Lombardiet Rundt ikke deltage i etapeløbet, han havde lagt sin sæson efter at vinde samlet.

Det var hårdt at se etapen over Stelvio, hvor Dennis splittede alt ad

Remco Evenepoel

I denne weekend så han sammen med Sporza tilbage på den svære tid, hvor smadrede knogler smadrede hans ambitioner.

- Det (Giro d’Italia, red.) var det mest smertefulde at misse. Jeg så frem til min Grand Tour-debut. Jeg var virkelig klar, og min form var opadgående, siger han.

Drømmen om den lyserøde førertrøje måtte det 21-årige supertalent udsætte. I stedet kunne han se et etapeløb, der udviklede sig yderst overraskende og endte med, at hjælperytteren Tao Geoghegan Hart vandt løbet, og den uprøvede australier Jai Hindley endte på andenpladsen.

Det faktum gjorde det bestemt ikke lettere for Evenepoel.

- Jeg respekterer, hvad de har opnået. Men man begynder efterfølgende at overveje ting – men man ved samtidig heller ikke, om man har en dårlig dag. Men med tre enkeltstarter ville jeg allerede have været i stand til at tilrettelægge Giroen og opnå en fordel.

Så sig selv sidde på hjul mod Giro-sejren

Et billede på den hårde nedtur og svære tid kom på 18. etape, da han så INEOS-tempomaskinen Rohan Dennis sætte et højt tempo op ad den mytiske stigning Stelvio.

Fuglsang, Nibali og Kelderman var væk, og kun Geoghegan Hart og Hindley kunne følge manden, der normalt ikke er kendt for sine evner på de allerstejleste stigninger.

- Det var hårdt at se etapen over Stelvio, hvor Dennis splittede alt ad. Min puls steg, da jeg så det. Jeg så mig selv sidde i hans hjul på vej mod at vinde Giroen. Men de fleste drømme er falske, ikke?, siger Evenepoel.

Siden sit styrt i Lombardiet har han ikke deltaget i et cykelløb. Først nu er det brækkede bækken helet, og han har påbegyndt en intensiv træning for at vende hurtigt tilbage.