Cykling

Dansk etapevinder følelsesladet

Jonas Vingegaard havde følelserne uden på tøjet efter torsdagens etapesejr i UAE Tour, der var hans første sejr i halvandet år.

Man kunne tydeligt se det i ansigtet på Jonas Vingegaard, da han torsdag eftermiddag krydsede målstregen som vinder af 5. etape i UAE Tour.

Dén sejr betød helt åbenlyst noget ganske særligt for den danske cykelrytter.

- Ja, det var meget følelsesladet for mig. Der er gået næsten to år siden min sidste sejr, sagde Jonas Vingegaard på pressemødet efter sejren.

24-årige Vingegaard tog senest en stor World Tour-sejr tilbage i august 2019, hvor det danske stortalent vandt 6. etape af Polen Rundt.

Og torsdagens sejr ved UAE Tour i De Forenede Arabiske Emirater, der utvivlsomt kan betegnes som den største i Vingegaards karriere, føles ekstra sød for Jumvo-Visma-rytteren, efter han ikke kunne hænge på i toppen af klassementet.

- Jeg kom her for at prøve at gøre det godt i klassementet, men jeg formåede at misse den førende gruppe på første etape, så allerede der røg den chance. Og så led jeg lidt på den første bjergetape, hvor jeg havde det hårdt i varmen. Så det er bare ret følelsesladet for mig, at jeg kunne tage sejren i dag, siger Jonas Vingegaard.

På etapens sidste stigning angreb Jonas Vingegaard og kørte alene over målstregen, efter han med få hundrede meter igen overhalede Astanas Alexey Lutsenko, som havde ligget alene i front på det meste af stigningen, Jebel Jais.

Et kommende dansk klassementshåb

Jonas Vingegaard, der blev professionel cykelrytter i 2019, er efter torsdagens etape nummer 44 i klassementet i UAE Tour.

For efter han blev fanget i sidevinden på 1. etape, var drømmen om klassementet forduftet. Men det ændrer ikke fremtidsplanerne for Vingegaard, der er en del af Jumbo-Visma - et af verdens stærkeste cykelhold.

- Jeg vil helt sikkert gå efter at blive en klassementsrytter fremover, men vi må se, hvad fremtiden bringer, siger Jonas Vingegaard.

Og han bakkes op af TV 2 SPORTs cykelekspert, Chris Anker Sørensen, der ser et stort klassementslys i den 24-årige dansker:

- Jeg vidste godt, han kunne køre opad på den her måde. Noget andet er at gøre det. Han kørte også en god enkeltstart her i løbet. Og når man kan køre godt opad og kan køre god enkeltstart, så er man jo en god klassementsrytter, siger Chris Anker Sørensen og fortsætter:

- Vi skal huske, at han jo også har kæmpet med det her i UAE. Men hvis han får den stabilitet og kan være med alle dage i et langt etapeløb, så har vi en kommende dansk klassementsrytter.

- Det kræver, at han altid er årvågen. Og det er hårdt arbejde. Der er ikke de der dage, hvor man bare kan sidde og tage det stille og roligt. Så der er nogle ting, der mangler endnu. Men han har vist tegninger til noget spændende.

Der resterer fortsat to etaper af UAE Tour, der slutter lørdag. Løbet føres af Tadej Pogacar fra UAE Team Emirates efter de første fem etaper. Danske Mattias Skjelmose Jensen er på en flot sjetteplads.

Jonas Vingegaards hovedfokus i den første del af sæsonen bliver nu Coppi-Bartali, Baskerlandet Rundt og derefter Ardenner-klassikerne. I den sidste del af sæsonen har Vingegaard stort fokus på Vuelta a España.

Jonas Vingegaard kæmpede på de sidste meter af torsdagens etape.