Cykling

Dansk komet vinder bjergetape i World Tour-løb

Jonas Vingegaard har vundet 5. etape af UAE Tour, hvor han kørte alene i mål foran Tour de France-vinderen Tadej Pogacar.

Det blev til en dansk etapesejr i årets første World Tour-løb.

På etapens sidste stigning angreb Jonas Vingegaard og kørte alene over målstregen. Det er karrierens største sejr for den 24-årige Jumbo Visma-klatrer. Den første kom i Polen Rundt i 2019.

Med få hundrede meter igen overhalede han Astanas Alexey Lutsenko, som havde ligget alene i front på det meste af stigningen Jebel Jais.

- Jeg timede det ret godt. Jeg tænkte, at det gik ret stille for sig i feltet, og det gik lidt langsomt.

- Jeg tænkte, at måske kunne jeg prøve. Jeg så ham (Lutsenko, red.) foran på vejen, og han gav det et sidste skud, men heldigvis kunne jeg fange ham og slå ham, siger Vingegaard i vinderinterviewet.

Tadej Pogacar fra UAE Emirates blev nummer to, mens Ineos-kaptajnen Adam Yates kørte i mål på tredjepladsen.

Vild præstation

TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen lægger ikke fingrene imellem, hvor stor en bedrift den unge rytters præstation er.

- Når man tager et kig på, hvem der blev nummer to og tre, så understreger det vel meget godt, hvor stærkt det er. Jeg glæder mig rigtig meget til at følge ham. Han er en virkelig spændende ung dansk rytter, der har masser af gode muligheder, når han skal køre klassement i fremtiden, fortæller Chris Anker Sørensen.

Det er Jumbo Vismas anden sejr i år, da George Bennett vandt mesterskabet i New Zealand.

I det samlede klassement fører Pogacar også fortsat. Sidste års Tour de France-vinder har 45 sekunder ned til Yates, mens Joao Almeida fra Quick-Step er nummer tre.

Jonas Vingegaard kæmpede på de sidste meter.

God danskerdag

Trek-danskeren Mattias Skjelmose er stadig på løbets sjetteplads, efter han sad flot med på finalestigningen torsdag.

I det hele taget markerede danskerne sig på etapen.

Lasse Norman Hansen, der i år kører for Qhubeka-holdet, var en del af udbruddet, hvor Lutsenko også sad. Norman måtte dog hurtigt slippe, da de forreste ramte stigningen, og kun Lutsenko holdt ud til det sidste.

I mellemtiden førte Mikkel Bjerg for kaptajnen Pogacar op ad bjerget, og feltet nærmede sig udbryderen fra Kasakhstan.

Vincenzo Nibali forsøgte at køre alene afsted, men han blev hurtigt halet ind af favoritgruppen.

Det gjorde 24-årige Vingegaard til gengæld ikke, da han altså rykkede uimodståeligt væk fra de øvrige klatrere.