Cykling

Mesterligt forarbejde af Mørkøv sikrer stjerne ny etapesejr

Danskeren afleverede Sam Bennett perfekt, da ireren vandt sin anden etape i UAE Tour.

Quick-Steps Sam Bennett kan endnu en gang takke Michael Mørkøv efter en sejr.

Fredag hentede ireren sin anden etapesejr i UAE Tour i år, da han vandt massespurten på 6. etape, og det skyldtes ikke mindst Mørkøvs flotte kørsel.

Med perfekt forarbejde kørte han den irske sprinter helt frem til fronten, så han blot skulle stryge forbi danskeren på de sidste mester og snuppe sejren.

Mørkøv sørgede selv for at fylde så tilpas meget, at flere af konkurrenterne måtte køre i en bue uden om ham. Han blev selv nummer ti på etapen.

Cofidis-italieneren Elia Viviani tog andenpladsen, mens Boras tyske sprinter Pascal Ackermann blev nummer tre.

Etapen bestod af 165 kilometer fra Deira Island til Palm Jumeirah i Dubai.

Sprinterafgørelsen skabte ingen ændringer i toppen af klassementet, hvor sidste års Tour de France-vinder, Tadej Pogacar, er nummer et før sidste etape lørdag.

Sloveneren har 45 sekunder ned til Ineos-kaptajn Adam Yates, mens Quick-Steps João Almeida på tredjepladsen er 1 minut og 12 sekunder efter den førende rytter fra UAE Emirates.

Trek-danskeren Mattias Skjelmose er fortsat stadig på løbets sjetteplads. Han er 2 minutter og 47 sekunder efter Pogacar.