Cykling

Dansk mester leverede topresultat, selvom hun var plan B

Emma Norsgaard er lykkelig over sin andenplads i Omloop Het Nieuwsblad, da hun udnyttede, at der ikke var pres på hende.

Det var en storsmilende og rørt Emma Norsgaard, der kunne kramme holdkammeraterne og konkurrenterne efter brostensklassikeren Omloop Het Nieuwsblad.

Den danske mester sprintede sig til andenpladsen i forårsklassikeren, efter verdensmesteren Anna van der Breggen var kørt alene over målstregen få sekunder forinden.

Jeg var plan B i dag, og jeg havde ikke så meget pres på mig, så det fik mig til at slappe mere af

Emma Norsgaard

Selvom det ikke blev til den øverste placering på podiet, er Emma Norsgaard mere end tilfreds med, hvad hun leverede og opnåede.

- Det var virkelig en god start (på sæsonen, red.). Da jeg sad derude, prøvede jeg at slappe af så meget som muligt – også fordi det er det første løb, og jeg vidste ikke helt, hvor jeg stod i forhold til de andre. Så jeg er virkelig glad, og jeg er virkelig overrasket. Jeg er over the moon, siger hun til TV 2 SPORT.

Løbet var samtidig Emma Norsgaards debut for det spanske storhold Movistar. Her er hun skiftet til, efter hun kørte for Bigla-Katusha i 2020.

"Det var helt perfekt"

21-årige Emma Norsgaard forklarer videre, at det var holdets plan at køre for den hollandske stjerne Annemiek Van Vleuten. Derfor fokuserede konkurrenterne på hende, og det endte med at blive Movistar-danskerens fordel.

- Jeg var plan B i dag, og jeg havde ikke så meget pres på mig, så det fik mig til at slappe mere af. For mig var det helt perfekt, at det var meningen, at vi skulle køre for Annemiek, og så endte jeg med at være i første gruppe, og det var bare perfekt.

- Selvfølgelig betyder andenpladsen helt vildt meget – især da jeg nu ved, hvor jeg står. Jeg glæder mig til de næste klassikere, siger den danske mester.

Hendes næste løb er endagsløbet Le Samyn des Dames, der køres 2. marts.