Mads Pedersen vinder belgisk endagsløb

For andet år i træk fik Kuurne-Bruxelles-Kuurne en dansk vinder, da Mads Pedersen vandt spurten.

Den tidligere verdensmester Mads Pedersen vandt søndag den belgiske semiklassiker Kuurne-Bruxelles-Kuurne.

I et reduceret felt blev Trek-rytteren kørt perfekt i stilling af sin holdkammerat Jasper Stuyven og vandt spurten overbevisende.

Særligt afslutningen på løbet var særdeles medrivende, hvor flere danskere angreb for at jagte sejren på de sidste kilometer.

Top 5 i løbet:

  1. Mads Pedersen
  2. Anthony Turgis
  3. Thomas Pidcock
  4. Matteo Trentin
  5. Jenthe Biermans

Fra løbets begyndelse var det et udbrud på seks ryttere, der kom af sted.

Efter 83 kilometer åbnede den største forhåndsfavorit for alvor semiklassikeren.

Den hollandske mester, Mathieu van der Poel, satte et angreb ind på en stigning, hvor kun Team INEOS' Jhonatan Narvaez fulgte med.

Cirka 20 kilometer senere fik de to ryttere kontakt med de forreste. Det hårde tempo fra van der Poel fik to ryttere til at falde fra, og så der i stedet var fem ryttere i front.

Bagved blev feltet splittet i to grupper på en af de små stejle stigninger. I den sidste af grupperne sad blandt andre topsprintere som Arnaud Demare og Alexander Kristoff, som ikke nåede at spille en rolle i løbet.

Senere i løbet ramte rytterne en passage med sidevind. Det resulterede i, at forfølgergruppen igen blev splittet op i to. Her blev Mads Pedersen fanget i den bagerste af de to grupper. De var dog fortsat under et minut efter de fem forreste.

Uenigheder, om hvem der skulle tage føringer i den første forfølgergruppe, gjorde, at Mads Pedersens gruppe fik kontakt til den første forfølgergruppe, hvor blandt andre sidste års vinder, Kasper Asgreen, sad.

Netop Asgreen satte et angreb ind med få kilometer til mål, hvor Søren Kragh Andersen fulgte med. De blev dog hentet igen efter få hundrede meter. Det samme blev de fem forreste med cirka halvanden kilometer tilbage af løbet.

Dermed skulle det afgøres i en spurt, og her viste Mads Pedersen sig som den stærkeste.