Cykling

Mads P. kan takke danske konkurrenter, siger ekspert

Kasper Asgreen og Søren Kragh angreb med to kilometer til mål i Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Det samlede det hele, og det udnyttede Mads Pedersen.

Der var fortsat et udbrud i front, da der var under to kilometer tilbage af forårsklassikeren Kuurne-Bruxelles-Kuurne.

Men da Kasper Asgreen, Søren Kragh Andersen og Heinrich Haussler forcerede i forfølgergruppen, blev hullet til de forreste hurtigt lukket.

Derfor skulle sejren afgøres i et decimeret felt, og det udnyttede Mads Pedersen og snuppede sejren.

Ifølge TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen kørte Asgreen og Kragh Andersen deres egne chancer, og Mads Pedersen udnyttede bare klogt, at det hele blev samlet.

- Mads Pedersen kan godt sende en lille tak til begge danskere, men de kørte jo også deres chance. Det var det rigtige, at de skulle prøve at køre afsted. Det var sådan et tidspunkt, hvor man tvivlede lidt på, om det kunne blive lukket. Kasper Asgreen skulle jo prøve et eller andet, da han ellers ikke ville blive noget. Så han skulle bare ud over stepperne, siger Chris Anker Sørensen.

- Mads Pedersen har ikke været ovre ved Søren Kragh og Kasper Asgreen og høre om hjælp. De kørte for sig selv og gjorde det rigtige.

Chris Anker Sørensen mener, at Mads Pedersens største tak skal gå til Jasper Stuyven for leadoutet, men også til Qhubeka Assos-holdet, der var med til at skabe samling mellem de to store grupper, der kæmpede i finalen.

"Han har passet sin vintertræning"

Med sejren beviser Mads Pedersen, at han er i forrygende form, selvom sæsonen kun lige er startet.

Den tidligere verdensmester hentede nemlig også en tredjeplads på 1. etape i Etoile de Bességes i starten af februar.

Samtidig betyder sejren, at Trek-holdet tysser på kritikerne, der var efter mandskabet, da de fejlede i lørdagens Omloop Het Nieuwsblad.

- Mads Pedersen viser, at han er virkelig, virkelig formstærk og har passet sin vintertræning. Hans sejr gør også, at Trek-Segafredos kollektive offday lørdag i Omloop Het Nieuwsblad bliver glemt, og det er også noget, der gør cykling smukt, siger Chris Anker Sørensen.

Sejren er den 25-årige sjællænders 16. i karrieren og den første i denne sæson. Dermed viser han fin form, inden klassikersæsonen for alvor går i gang i midten af marts.