Cykling

Mads Pedersen vinder et monument

Efter en periode med mange aflysninger bød sidste uge på løb i både Mellemøsten, Frankrig og Belgien.

Hvis du spørger de belgiske cykelfans, så startede sæsonen først for alvor her i weekenden med åbningsweekenden bestående af Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne.

Sidstnævnte blev med stor dansk succes, da Mads Pedersen trådte spurten sikkert hjem, efter han blev afleveret på allerfornemste vis af Jasper Stuyven.

Jeg har meget svært ved at forestille, at Mads Pedersen ikke kommer til at vinde et af cykelsportens monumenter, inden har stopper karrieren

Chris Anker Sørensen

Det kan godt være, at Mads Pedersen ikke kan matche de bedste, når de angriber på de belgiske brostensbakker, men når han kommer med hjem til stregen i de løb, så vinder han.

Det viste han i går, og det viste han sidste år i Gent-Wevelgem. På et tidspunkt - det kan være i år, eller det kan være om tre år - kommer der en stor gruppe hjem i enten Flandern Rundt eller Paris-Roubaix, og så vinder Mads Pedersen.

Jeg har meget svært ved at forestille, at Mads Pedersen ikke kommer til at vinde et af cykelsportens monumenter, inden har stopper karrieren.

Han var dog ikke eneste dansker, der viste gode takter på de belgiske brosten - både Kasper Asgreen og Søren Kragh Andersen satte begge dage deres præg på løbene.

Emma Norsgaard kørte en flot andenplads hjem i damernes udgave af Omloop Het Nieuwsblad og understregede nok engang, hvilket kæmpestort talent hun besidder. I Sydfrankrig blev Mikkel Honoré nummer fire lørdag og fulgte så op med en podieplads dagen efter.

Dansk succes i ørkensandet

Det var ikke kun i weekenden, der var dansk succes. I det ugelange etapeløb UAE Tour leverede Michael Mørkøv - for gud ved hvilken gang - et arbejde i særklasse som leadout-mand.

Lige nu er der ikke nogen ryttere i feltet, der når ham til sokkeholderne, når det angår leveringen af sprintere. Unge Mathias Skjelmose har taget springet op på World Touren med bravur - en samlet sjetteplads i sit første World Tour-løb er mere en godkendt.

Mikkel Bjerg ligner mere og mere en mand, der er ved at køre sig ind på UAE-holdets Tour de France-hold

Jonas Vingegaard var dog ham, der løb af med den største omtale, da han vandt 5. etape foran Tadej Pogacar og Adam Yates. Det er altså et imponerede selskab, den klejne Thybo satte til vægs, op ad det afsluttende bjerg Jabel Jais.

Sammenholdt med den flotte enkeltstart han kørte, kan man jo godt begynde at drømme om, at han kan blive den næste danske klassementsrytter i det helt store etapeløb. Han mangler dog én ting endnu, og det er stabilitet.

Han missede ud på 1. etape i sidevinden, og på 3. etape, der sluttede på toppen af Jebel Haffet, kørte han heller ikke med de bedste.

En, der til gengæld ikke missede ud i sidevinden, var Mikkel Bjerg, som bragte sin kaptajn, Tadej Pogacar, sikkert igennem den. Mikkel Bjerg ligner mere og mere en mand, der er ved at køre sig ind på UAE-holdets Tour de France-hold.

Jeg lagde ved flere lejligheder mærke til, at Tadej Pogarcar foretrak at sidde på hjul af Mikkel Bjerg, når han sad omgivet af sine UAE-hjælpere. De fleste af de store etapeløbsryttere har ofte en rytter fra holdet, de foretrækker at sætte sig på hjul af, som de er trygge ved, og som tager de rigtige valg.

Det slovenske fænomen

”Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert."

Selvom citatet er lånt fra Pippi Langstrømpe, kunne det sagtens passe med Tadej Pogacars indstilling til livet. For han har aldrig tidligere været den forsvarende Tour de France-vinder, og jeg kan nævne op til flere eksempler på ryttere, som året efter deres første Tour de France-sejr har kæmpet lidt med at holde snuden i sporet.

Lige nu er åbningen dog så lille, at selv en regnorm ville have svært ved at klemme sig igennem

Chris Anker Sørensen om Froomes Tour-chancer

Med sin kørsel i UAE Tour beviste det slovenske fænomen dog, at han bestemt ikke har ligget på den lade side hen over vinteren.

Den enkeltstart, han kørte undervejs, hvor han var den bedste af klassementsfolkene og kun få sekunder efter den danske specialist Mikkel Bjerg, understreger med alt ønskelig tydelighed, at hans enkeltstart i Tour de France ikke var et one hit wonder.

Fortsat lang vej tilbage for Froome

Hvor det ser godt ud for Tadej Pogarcar, virker der fortsat til at være noget vej for Chris Froome. Den udgave, vi så af ham i UAE Tour, var bevares væsentlig bedre, end udgaven vi så i Vueltaen sidste år, men der er fortsat et stykke op til tidligere tiders styrke for den firedobbelte Tour de France-vinder.

Derfor stiller jeg mig fortsat meget tvivlende overfor, om hans drøm om en femte Tour de France-sejr er realistisk. Når det er sagt, så virker han dog til at have en plan, og han virker fortsat til at være motiveret, og derfor vil jeg gerne holde en dør på klem.

Lige nu er åbningen dog så lille, at selv en regnorm ville have svært ved at klemme sig igennem.

To fluer i en flaske

For at vende tilbage til weekendens to belgiske løb var der også to ryttere, der i den grad også var motiverede. Måske lige lovligt motiverede i henhold til, hvad den taktiske ABC forskriver. For både Julian Alaphilippe og Mathieu van der Poel kastede sig ud i noget af nogle togter.

Sidstnævnte angreb 80 kilometer fra mål og var faktisk lige ved at gøre det færdigt. Den franske verdensmesters angreb solo med 32 kilometer til mål var noget længere fra at være succesfuld.

Hvor om alting er, er det netop denne lidt hovedløse tilgang til sporten, der gør dem så skønne og uberegnelige - både for os seere, konkurrenter og holdkammerater. For Deceuninck - Quick-Step er det bare heldigt, at når den ene plan ikke lykkedes, ja, så står næste rytter i rækken klar til at vinde.

Så selvom vi er i en underlig tid lige nu, er der en ting, som det plejer at være, og det er, at ”cykelløb er en sport, hvor en masse cykelryttere cykler derudaf i lang tid, og Deceuninck - Quick-Step vinder mest."