Cykling

Bernal må leve med rygsmerter resten af året

Ineos-stjernen er startet året med fine placeringer i Étoile de Bessèges og Tour de La Provence, men smerter vil blive en del af hverdagen.

2021 bliver et år, hvor den colombianske bjergrytter Egan Bernal vil skære tænder i bare smerter.

Men det skal være en parentes i Ineos-rytterens løbskalender, der blandt andet byder på Giro d'Italia i starten maj.

I stedet vil han gøre alt, hvad han kan for at vende tilbage til fordums styrke og gnave sig igennem de rygsmerter, der tvang ham til at forlade sommerens Tour de France i utide og har plaget ham siden.

- Mit mål for årets Giro er at blive den Egan igen, der kan lide at angribe og ikke er bange for at blive sat tilbage. På Ventoux gjorde min ryg ikke så ondt. Men jeg ved desværre også, at jeg skal leve med de her smerter. I hvert fald resten af året, fortæller Bernal til La Gazzetta dello Sport ifølge Cyclingnews.

Den 24-årige colombianer henviser til tredje etape af Tour de La Provence, hvor rytterne besteg det berygtede Mont Ventoux. Bernal endte løbet som nummer tre til stor glæde for ham selv.

Ineos Grenadiers har allerede offentliggjort deres foreløbige Grand Tour-plan, og her står det altså klart, at Bernal som udgangspunkt skal køre Giro d'Italia. Han er dog også i spil til Tour de France, selvom det ikke bliver i kaptajnrollen. Det hele kommer an på den form, han tager med fra Giro d’Italia, har teamchef Dave Brailsford tidligere udtalt.

Lang periode med genoptræning

Generelt blev 2020 et år til glemmebogen for manden, der vandt Tour de France i 2019.

Bernal har døjet med mange smerter i ryggen, og senere fandt han ud af, det kan skyldes, at hans ene ben er længere end det andet. Derfor har han været i fuld gang med sin genoptræning.

Af den årsag var Étoile de Bessèges i starten af februar altså colombianernes første løb, siden han udgik af Touren.