Cykling

Mørkøv blev fanget i finalen

Deceuninck – Quick-Step forsøgte at etablere et sprinttog på 2. etape, men den snørklede rute betød, at Sam Bennetts leadout blev forpurret.

- Hvor er Sam Bennett?

Dette undrede TV 2 SPORTs cykeleksperter sig over med én kilometer tilbage af 2. etape i Paris-Nice. Den irske sprinter sad langt tilbage sammen med Michael Mørkøv, som han skulle afleveres af.

Men den tekniske rute blev en udfordring for holdet, der fik planerne ødelagt.

- Det var en utrolig hektisk finale, som det er i det her område med de meget smalle og snørklede veje ind mod mål. Så det er svært at komme frem og sidde, hvor man gerne vil sidde, siger Mørkøv til TV 2 SPORT.

- Jeg sad de sidste kilometer med Sam (på hjulet, red.) og vurderede egentlig, at vi sad fint nok rundt i sidste kurve. Men der blev den strakt for meget ud, til at vi kunne komme bagfra. Det var meningen, at vi ville prøve at køre et tog med hele holdet, men det kunne simpelthen ikke lade sig gøre.

Scenariet var også det samme på 1. etape, hvor Sam Bennett og Michael Mørkøv ikke var til at få øje på i finalen. Der lykkedes det dog at komme helt igennem, så Bennett kunne vinde spurten.

Jeg troede, Michael ville åbne det op, men jeg tror, at han skulle bruge så meget energi på at komme tilbage

Sam Bennett

- Vi gjorde det bedste, vi kunne

Mørkøv forklarer, at det er terrænet, der giver holdet store udfordringer, så de ikke kan køre med deres sprinttog, som de plejer at gøre.

- Det er en utrolig svær rute, og vi har alle sammen kæmpet med alt for at komme frem og sidde. Det lykkedes for mig til allersidst og hjælpe Sam, men det er svært at sidde organiseret. Det kan ikke lykkes for alle og ikke hver gang.

- Vi gjorde det bedste, vi kunne. Det er utroligt svært at vinde cykelløb på det her niveau. Der er mange gode hold og ryttere med, siger Mørkøv.

Bennet troede, Mørkøv ville åbne

Sam Bennett tager situationen og femtepladsen med ro, selvom han ærgrer sig. Han forklarer, at han troede, der var længere til målstregen efter det sidste skarpe sving.

- Jeg ventede, da vi troede, at der var længere til mål efter det sidste sving. Men jeg var for afslappet, og jeg skulle have kørt frem, siger Bennett efter etapen.

- Og jeg troede, Michael ville åbne det op, men jeg tror, at han skulle bruge så meget energi på at komme tilbage, at han allerede havde brugt det hele. Men så ventede jeg for længe, og det var min egen fejl.

Sam Bennett blev nummer fem på etapen og mistede førertrøjen. Dog fører han stadig pointkonkurrencen og kan iklæde sig grønt på tirsdagens 3. etape.

3. etape af Paris-Nice er en enkeltstart. Den kan du se på TV 2 og TV 2 PLAY fra klokken 14.00.