Cykling

- Vi lærte, at den eneste måde at blive cykelrytter på var at gå rundt og være sulten

En gammeldags kultur har i mange år præget cykelsporten. En kultur, der har haft konsekvenser for flere danske cykelryttere.

De fleste har som barn haft et idol, man har set op til og forsøgt at spejle sig i.

I sportens verden er idolerne typisk stjerner, der har fået succes i deres respektive sportsgren. Idoler, som unge prøver at efterligne i jagten på at kunne opnå en tilsvarende bedrift i livet.

Jeg tror i bund og grund, at alle professionelle ryttere har en spiseforstyrrelse

Mathias Norsgaard

Det kan cykelrytteren Rasmus Byriel Iversen nikke genkendende til, og selvom det lykkedes at opnå en status som professionel, har det haft konsekvenser at gå i idolets fodspor.

- Da jeg var juniorrytter, var Brian Holm en af dem, man så op til. Han snakkede om, at sulten var ens ven. Og man skulle lære at gå sulten i seng, hvis man ville være cykelrytter.

- Vi lærte, at den eneste måde, man kunne blive cykelrytter på, var, hvis man gik rundt og var sulten, siger Rasmus Byriel Iversen i forbindelse med TV 2-dokumentaren 'Det, vi ikke taler om', der sætter fokus tabubelagte emner i sportens verden.

Cykelrytteren har i løbet af sin karriere haft svært ved at finde en sund måde at balancere sin vægt på. Det har resulteret i en spiseforstyrrelse og et foreløbigt farvel til livet som professionel i eliteidræt.

Rasmus Byriel Iversen nåede at køre to år på World Touren for det belgiske storhold Lotto-Soudal. Det var her, at han "for alvor fik øjnene op for, at der var store problemer" med måden, han håndterede sin kost på.

Den 23-årige fik ikke forlænget sin kontrakt, da den efter 2020-sæsonen udløb. Nu kører han for amatørholdet Herning Cykle Klub, mens han har brugt den seneste tid på at fundere over, hvad det er for en sport, han er en del af.

- Det er jo en meget gammeldags sport, og det er jo også det, der er så smukt ved den. Men jeg tror, at mange af dem, som har været i sporten i mange år, har problemer med at se cykelsport i en moderne kontekst. Det er måske mere der, det er et problem, siger Rasmus Byriel Iversen.

Og han er langt fra den eneste unge cykelrytter, der har en opfattelse af, at fortidens "machokultur", som Movistar-rytteren Mathias Norsgaard kalder det, fortsat præger cykelsporten.

- Jeg tror i bund og grund, at alle professionelle ryttere har en spiseforstyrrelse. Der er jo ikke rigtig rum til at komme og sige: "Hov, jeg er jo egentlig ligesom alle andre, jeg kan bare ikke lige klare det".

- Man skulle være tynd, tynd, tynd

Jonas Gregaard er en anden dansk cykelrytter, der inden for de seneste år har gjort sit indtog på cykelsportens øverste niveau og på egen krop mærket, at virkeligheden er en anden end den, han havde forestillet sig.

- Det er nok den største fejl, jeg har lavet i mit første år som professionel – at jeg har troet, at man bare skulle være tynd, tynd, tynd.

- Lige pludselig tager det ene det andet, og så er du pludselig for tynd og forstår ikke, hvad der er sket. Du tror, at du skal gå sulten i seng. Og det tror jeg, at der er mange unge ryttere, der sidder og tror, at de skal, siger Jonas Gregaard, der kører for World Tour-holdet Astana.

Brian Holm, der i dag er sportsdirektør for storholdet Deceuninck - Quick Step, er en af dem, der som aktiv i 80'erne og 90'erne "var sulten i 20 år". Han erkender i dag, at det ikke var alt, der var lige fornuftigt.

- Det meste af det, vi gjorde i min generation, var forkert. Man fik en bøf hver morgen klokken seks, en rød bøf, og man måtte ikke drikke under træning. Og det er der da mange teorier omkring.

- Vi kom til hotellet, og så stod den gamle sportsdirektør og nev os i siden og sagde: "Du er for tyk, du får ikke frokost – op på værelset". Det var også en form for en slankekur, der fungerede, siger Brian Holm.

Selvom sportsdirektøren, der er kendt for at sige tingene lige ud, erkender, at man er blevet klogere, efter at han selv stoppede sin professionelle karriere, så er han stadig af den opfattelse, at presset for at komme ned i vægt skal være hårdt.

- Hvis man ikke har styr på sin vægt og får en mental nedtur af, at nogen siger, man er for tyk, er jeg ikke sikker på, at du skal være professionel cykelrytter. Så skal du finde på noget andet at lave, for det er en hård verden, siger Brian Holm.

At blive kaldt tyk må ikke være et grundvilkår

I dag har de fleste professionelle cykelhold diætister eller kostvejledere tilknyttet, hvor rytterne kan søge råd, hvis de er i tvivl om, hvordan man bedst muligt rammer den optimale vægt, så det optimerer præstationerne på cyklen frem for at hæmme dem.

Der er mange, der ikke tør snakke om det og tror, at de skal være nogle fandens karle

Jonas Gregaard

Men det er ikke ensbetydende med, at håndteringen af kost og ernæring endnu er perfekt, mener Mathias Norsgaard.

- Jeg tror, at man skal passe med at sige, at det at blive kaldt tyk skal være et grundvilkår, for det synes jeg på ingen måder, at det skal være. Det vil jeg definere som mobning, siger den 23-årige Movistar-rytter, der som juniorrytter selv kæmpede med en spiseforstyrrelse og var tæt på et "mentalt breakdown".

Selvom Rasmus Byriel Iversen, Mathias Norsgaard og Jonas Gregaard nu fortæller, at de i karrierens løb har haft udfordringer med at ramme den rette balance, hvad angår kost og ernæring, er det ikke ensbetydende med, at det er et stort samtaleemne i miljøet.

- Der er bare ikke noget fokus på det, for der er mange, der ikke tør snakke om det og tror, de skal være nogle fandens karle. Men i sidste ende er det bare ikke sådan, det er bedst. Det er farligt for både ens krop og sin udvikling fysisk, og jeg tror, der er rigtig mange unge cykelryttere, der kæmper med det og som tror, at det bare gælder om at spise salat til aftensmad og gå sulten i seng, siger Jonas Gregaard.

Elitechef i Danmarks Cykle Union, DCU, Morten Bennekou, har ikke en opfattelse af, at spiseforstyrrelser er et decideret problem i sporten, men han erkender, at de som forbund har et ansvar for at oplyse sine ryttere fra en ung alder.

- Vi lærer rytterne om, at uden mad og drikke, duer helten ikke. Og man skal ikke bare spise, man skal spise det rigtige.

- Cykling er en vægtbærende sport, så det har en betydning hen ad vejen. Men vi skubber ikke på i en ung alder, fordi det skal ikke fylde så meget, og vi synes faktisk ikke, at det er vigtigt – medmindre de ikke får nok, for så kan de ikke præstere, siger elitechefen.

Rytterne har også selv et ansvar

Brian Holm fortæller, at Deceuninck - Quick Step har diætister tilknyttet holdet, der kan guide rytterne i retning af en sund og varierende kost, der tilmed kan optimere præstationerne på landevejen. Men i forhold til rytternes mentale tilstand er det begrænset, hvor meget indblanding der er fra holdets side.

- Om jeg har et ansvar over for de unge mennesker... Og sige, at de skal tabe sig. Det skal de jo! Det kan de jo godt finde ud af. Hvis du går og drømmer om at blive professionel cykelrytter, så er det hårdt. Det er jo ikke vores opgave at dømme en rytter, hvordan han er sådan rent menneskeligt.

- Vi går alle sammen og bøvler med et eller andet. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Altså, lad mig være ærlig at sige: At høre på andres problemer, det går vi ikke så højt op i, siger Brian Holm.

Men ansvaret for at levere den nødvendige viden ligger ikke kun hos holdene og de forskellige forbund.

- Alle bærer et ansvar. Vi ryttere har også et ansvar. Når vi ind imellem snakker med medierne har vi et ansvar for, hvordan det bliver portrætteret, erkender Rasmus Byriel Iversen og får opbakning fra Mathias Norsgaard:

- Jeg tror da, at tendensen bliver mere og mere, at selvom man er professionel, og det bare handler om at spise, sove og træne, bliver du også nødt til at dygtiggøre dig inden for dit felt, hvis du vil være med i toppen, siger den danske tempospecialist.

Fortrøstningsfuld for fremtiden

Det er ikke alle, der har haft en spiseforstyrrelse inde på livet. Mads Würtz Schmidt, der kører for Israel Cycling Academy, mener selv, at der – i hvert fald på hans hold – er et sundt fokus på, hvordan man bedst muligt rammer den optimale vægt.

- Hos os er der også fokus på, at det bliver gjort på den rigtige måde, at det bliver gjort over et langt stykke tid. Man får tilpasset kosten, så man taber sig på en sund og ikke usund måde. Det værste, man kan gøre, det er jo at gå sulten i seng, siger danskeren.

En cykelrytter, der ikke længere går sulten i seng, er Jonas Gregaard. Han er netop gået ind til sin tredje sæson som professionel og mener nu selv, at han den rette erfaring med i bagagen.

- Jeg kan virkelig mærke, at det har rykket mig meget. For jeg har indset: "Okay, shit, jeg skal spise meget, i forhold til hvad jeg har gjort før", og så kan jeg bare tænke tilbage på, hvad det egentlig er, jeg har foretaget mig. Men man lærer jo, kan man sige.

Og spørger man Rasmus Byriel Iversen, der i sine to år på Lotto Soudal ikke nåede at levere et topresultat, tror han på, at der fremadrettet vil være større opmærksomhed på klæde unge ryttere på til et liv som eliteidrætsudøver.

- Jeg er fortrøstningsfuld for fremtiden. For ti år siden var der ikke nogen mentaltrænere på et hold. Der tror jeg, at alle har nu. Det er jo en proces.

- Vi ser jo flere og flere omkring min generation, som ikke er så bange for at snakke om det her mere. Man anerkender, at der er problemer med det, siger Rasmus Byriel Iversen.